Måned: september 2025

Vi er blevet lovet “Den ultimative MTB safari” så forventningerne er høje og der er nok at glæde sig til men det varer lige et par dage inden vi begynder på mtb-turen.

Namibia er 22 gange større end Danmark, men der bor kun ca 2,2 millioner mennesker hvoraf ca 400.000 bor i hovedstaden Windhoek (som betyder vindkrogen eller det forblæste hjørne). Windhoek er omgivet af bjerge så derfor ligger den internationale lufthavn ca 45 km væk.

Til gengæld er der rigtig mange forskellige dyr, fugle og insekter og eksotiske planter. Derudover findes nogle af verdens største sandklitter her. I det sydvestlige hjørne af Namibia kan man finde verdens ældste ørken; Namib-ørkenen, der dækker ca. 50.000km ² – altså lidt større end hele DK! Kalahari-ørkenen dækker også noget af Namibia.

Namibia har 500 km kyst ud til at Atlanterhavet. Det er kendt som Skeletkysten da der både ligger grundstødte og forladte skibe og mange hvalskeletter fra hvalfangernes tid. Og verdens største koloni af pelssæler bor her. Namibia har subtropisk ørkenklima med varme dage og kolde nætter. Der findes 40 forskellige sprog i Namibia, men i dag bliver alle børn kun undervist på engelsk. Derved mister man noget kultur.

Der er også nationalparker hvor vi skal besøge en af dem; Etosha National Park på 20.000km² – dog ikke på MTB 🙂 Vi kan være heldige og se elefanter, giraffer, zebraer, gnuer, løver og måske endda et sort næsehorn! På vejen fra lufthavnen til hotellet så vi nogle bavianflokke i vejsiderne.

I slutningen af 1800-tallet var landet koloniseret af Tyskland, og kendt som Tysk Sydvestafrika, men det stoppede heldigvis ved 1. verdenskrig. Desværre kom de så under forvaltning af Sydafrika men en del Apartheid regime til følge. Mange ennesker blev tvangsforflyttet til uden for Windhoek og det er i dag en meget stor forstand, Katutura.

21 marts 1990 blev Namibia en republik. Namibia har meget minedrift af bl.a uran, diamanter samt guld og interessante jordarter. Kineserne bygger nye hovedveje og sidder på meget af minedriften, men den almene befolkning er ikke lige så glade for kineserne som regeringen. Kineserne har blandt andet også bekostet et højt og elegant hegn rundt om den kvindelige præsidents bolig. Kineserne har bygget en stor ambassade som er en torn i øjet på USA. Derfor har USA bygget en endnu større ambassade som man hernede spydigt kalder “Trump Tower”

I går da vi kom slappede vi af indtil vi skulle spise. Tog en slags Uber til restauranten. Offentlig transport er nærmest ikke-eksisterende. Alle bruger en form for taxi. Vi er blevet frarådet at gå rundt på egen hånd da det kan være farligt i dette område. Det er en virkelig mærkelig fornemmelse for vi plejer at gå rundt der hvor vi er, for på den måde synes vi at vi kan få en større oplevelse og fornemmelse af omgivelserne.

I dag har vi lavet absolut ingenting! Vi har øvet os i at ligge ved poolen (som ikke er større end et forvokset badekar) i skyggen for at afklimatisere (både til varmen og til højden) og ikke blive forbrændt. Der er ca 28C og UV på 9. Vi befinder os ca. 1700 moh. så når vi pudser næse er der blodtud. Vi lå så stille at vi så små klippe-agamer og en lille nuttet mangust.

Da sulten meldte sig tog vi igen en slags Uber til en anden restaurant som hotelreceptionisten anbefalede. Restauranten er skabt af en indfødt tysker og man følte næsten at Oktoberfesten kunne starte når som helst. De serverede bl.a. wienerschnitzel og Jægermeister. Det er et sted for kødelskere! Man kunne bl.a. få farsbrød af giraf men det kunne jeg altså ikke få mig selv til at bestille. Vi sad ved langborde og spiste, og vi faldt i snak med nogle andre gæster som kom fra det sydlige Tyskland og som qua deres pensionisttilværelse var på en 9-måneders Afrika-tur i egen bil. Meget interessant at høre om. De er de eneste som vi kender til, der også har været i Kazakhstan.

I morgen tirsdag bliver vi kørt ind til centrum for på egen hånd at opleve noget kulturelt.

TIRSDAG:

Vi blev kørt ind til centrum fra morgenstunden hvor vi så kunne gå rundt for os selv. Det var dejligt befriende men desværre kom der børn og voksne hen til os og tiggede. Der er stor forskel på rig og fattig her som i så mange andre lande i verden.

Først så vi Kristuskirken. Oprindeligt kaldet Fredskirken fordi den blev grundlagt i 1907 efter krigen mellem tyskerne og Herero- og Namafolket. Der var dog lukket så det blev kun til beskuelse udefra.

Dernæst Uafhængighedsmuseet. Designet og bygget af folk fra Nordkorea. Statuen af den første præsident Sam Nujoma står foran museet. Han havde i mere end 20 år levet i politisk landflygtighed inden Namibia blev en republik. Der var mange voldsomme billeder af slaver og krige.

Selvom Namibia er erklæret republik har det samme parti SWAPO siddet på magten siden 1990, og det er mange sure over. Der var valg sidste år, og mange siger at en anden person havde klart flertal men pludselig var det en anden der vandt?

Museet ligger klods op af “Alte Feste” som er et gammelt tysk fæstningsværk under kolonitiden. Det var dog under ombygning så vi kunne ikke se det.

Det har været en fantastisk dag. Vi har mødt resten af gruppen som består af 2 amerikanske par samt en veninde til det ene par . Debi & Curt, Kimberly & Michael og Debra. De er vældig søde og 60-68 år og alle kører på lejede E-bikes. For sjov kalder vi så vores cykler for akustiske cykler.

Efter ca 1 times transport ankom vi til farmen hvor vi har 1 overnatning. På vejen så vi en såkaldt “Kalahari-ferrari” aka 2 små uldede æsler foran en trækvogn 😉

Stedet hvor vi skal bo er på noget jord som bliver lejet ud til Adventure Camps, 2000 moh hvor man kan se bjergene i baggrunden. Vi fik tildelt vores telte og derefter fik vi dejlig frokost. Vandet her smager meget bedre end i Windhoek. Her borer efter vand 600 m nede. Så passede vi os selv 3 timer inden det var afgang på en lille eftermiddagscykeltur. Det blæste absurd meget og jeg troede ærlig talt ikke vi skulle/kunne cykle, men lyden af blæsten blev forstærket af teltet, og det var ikke så voldsomt alligevel. Meget usædvanligt vejr siger guiderne.  Vi så vildsvin som bogstavelig talt nærmest eksploderede op af hullerne på 2m afstand fra os da vi kørte forbi. Guiderne sagde at det var et “National Geographic moment” for de havde aldrig set det før. Det var virkelig sjovt at se hvordan der blev ved med at komme vildsvin op ad hulerne.

Desuden kan vi sætte kryds ved; kudu, springbok, oryx, jordegern, Botswanakyllinger/helmeted guineafowl, bavianer, heste og køer.

Vi var meget støvede da vi kom tilbage men vi fik lige en G&T inden vi tog et bad.  Vandet til badet blev opvarmet ved hjælp af bål under en stor beholder. Der var 3 baderum i slags træbeklædt 40 fodscontainer.
Vi fik traditionel braai som er BBQ med oksebøf og stegte grønsager. Meget lækkert. Imens maden blev tilberedt så vi “afrikansk fjernsyn” også kaldet bål.

Op kl 06.15 for at pakke og tidlig morgenmad kl 07.00, og det var ikke engang lyst endnu. Afgang på cykel kl 08.00. Det var faktisk ret køligt.

Turen startede med 10 km på “landevej” dvs grusvej med sand samt store og små sten krydret med en irriterende sidemodvind. Så drejede vi til højre og fik dejlig sidemedvind i yderligere 19 km.

Følgebilen samlede os op og vi kørte ad samme type vej til et frokost stop i Solitaire inden vi landede i Sossusvlei, Desert Camp . Landskabet ændrede sig drastisk med små buske (” kamelbuske”) og ingen akacietræer.
Vi stoppede for at se et kæmpe redekompleks bygget af sociale væverfugle. Disse fuglekollektiver kan både blive ret stor og ret gamle. Ungerne bliver i træet og bygger nye reder. Nogle gange bliver kollektivet revet i stykker af vinden, men så starter fuglene bare forfra.

Ved siden af var der et skilt som fortalte at vi var på “Tropic of Capricorn” altså 23,4 grader syd for ækvator, hvor denne breddegrad ligger mellem den sydlige tropiske og subtropiske zone . Da vi nåede frokoststedet havde landskabet igen ændret sig til gigantiske åbne vidder med tørt græs, få lave buske(” kamelbuske”) og lange  bjergkæder. Vi se H.E.S.S teleskopet i horisonten, som er et høj-energi teleskop der leder efter kosmisk stråling. Vi er i ca 1900moh og der er absolut ingen lysforurening om natten. Det er også i nærheden af Gamsberg bjerget.

På afstand kunne vi også se “Tabletop Moutain” kaldet sådan fordi det ser helt fladt ud på toppen. Førhen kunne man klatre derop og se på stjerner, men bjerget ligger på 4 lodsejeres grunde og en dag fik disse fire mænd for meget at drikke og kom (selvfølgelig) op at slås om hvem der havde rettighederne til dette koncept. Suk! Nu er det forbudt at klatre derop.
Vores camp ligger i et 40.000 hektar stort privat vildt reservat. De vilde dyr går omkring som de har lyst til. Så man skal selv være lidt opmærksom. Stedet er meget populært da den ligger relativt tæt på “Big Daddy” som er den største sandklit i verden. Vi blev kørt 4 km hen til et kæmpe hotel for at spise aftensmad. Der skal vi også spise morgenmad i morgen tidlig; Kl 07.00!
Vi har set oryx, bavianer og vildsvin igen i dag samt gnu og en sjakal.

Da vi stod op 05.30 var det stadig mørkt så man kunne se flot stjernehimmel – og det var pivkoldt. Det sted hvor vi spiste aftensmad bespiser alle nærtliggende camps. Kæmpe hotel. Alle har stort set det samme formål og det er at komme ind til verdens største sandklitter. Nationalparken er åben  fra solopgang til solnedgang. Absurd mange biler og busser holder i kø  for at komme ind i parken. Vi cykler 47 km på asfalt før vi blev samlet op og kørt yderligere 20 km. Denne asfaltvej er kun blevet lavet for at undgå støv i alle camps pga al den trafik. Der er kun den ene vej ind til sandklitterne! Vi gik i sandet ind til Dead Vlei. Dead Vlei betyder “Dead Marsh” Utrolig imponerende.

Farverne fra klitterne og den hvide udtørrede flade med de forstenede acacie-træer gør stedet helt magisk, og selvom der var mange turister var der roligt og fredfyldt – og meget varmt. Vi kørte lidt væk og spiste den medbragte frokost (fra kæmpehotellet) i skyggen af et stort træ. Derefter kørte vi videre til næste overnatningssted.

Vi gjorde stop ved Sesriem Canyon. Et lille sted med få indbyggere. En “riem” er en måleenhed der angiver længden fra snude til halespids på en okse, og “ses” betyder seks. Man brugte dette mål til vide hvor langt et reb man skulle lave for at få vand i spanden fra Tsauchab-floden der løb nede i kløften. Denne kløft er skabt gennem millioner af år hvor vandet har skåret sig ned gennem sandsten. Kløften er over 3 km lang og nu er den nok 40m dyb. Ligger 4.5 km fra Naukluft National Park.

Det sted vi skal overnatte er helt fantastisk. Det ligger oppe på en bjergside og minder om en by i Star Wars. Det er bygget ind i bjerghældningen og falder fuldstændig ind i det granit vi er omgivet af. Vi kan se Rostock Mountains bjergkæden.

Vi blev hilst velkommen af 4 zebraer.

Namibia var det første land i verden til at frede og konservere natur. Meget af vildtet må skydes på licens. Køer/kødkvæg går frit omkring. Nogle farmere har indhegnet deres jord men kvæget går stadig frit. Farmere forgifter desværre tit gribbene fordi de kan finde på at angribe en levende ko, og når koen så kommer “hjem” til aften mangler den noget af bagkroppen. Farmere bliver ikke kompenseret af staten.

Morgenmad kl. 07.00 iført cykeltøj. 10km  hen til en anden kløft, Youb canyon og tilbage samme vej. Græsset er svagt grønt. Der er faldet regn for første gang i 10 år.

Vi fik et hurtigt bad og så afsted til Swakopmund. Under 1 verdenskrig var der 2 tyskere, geologer, som var sendt ud for at registrere land og ejendom. Da ww2 brød ud blev de indkaldt til reserven, men det havde de ikke lyst til så derfor deserterede de og gemte sig i kløften. Her byggede de små huse langs floden. De fangede fisk og skød vildt. Det var først da en af dem havde behov for lægehjælp at de blev opdaget. Det private hjem hvor de fik hjælp ringede til militæret og meldte dem. De blev dømt fængsel tilbage i Tyskland.
På vejen til Swakopmund stoppede vi i dalen med de 1000 bakker. Meget smukt og selvom det ser meget øde ud lever der masser af dyr.

Walvis Bay er den største havneby på vestkysten af Afrika. De bygger helt vildt : veje, nye huse mm. og der er palmer overalt.
I lagunen er der masser af flamingoer. I det forrige århundrede var der stor hvalfangstindustri af pukkelhvaler. De efterlod alle knoglerne i vandet. Med tiden er disse knogler ført op ad kysten til det man nu kalder Sceleton Coast/skeletkysten. Her ligger også skibsvrag fordi strømmen er vanskelig.

Efter en solid frokost kørte vi 40 km til Swakopmund og vores overnatningssted de næste 2 dage. Swakopmund ligger helt ud til Atlanterhavet og blev grundlagt i 1892, og er omkranset af ørken. Selvom der kun kommer ca 15 mm regn om året sørger Benguelastrømmen i Atlanterhavet for en masse fugt i form af tåge. Uden for byen kan man desværre ride på kameler. Dyrene blev importeret af tyskerne og brugt til at fragte varer mm.

Morgenmad iklædt cykeltøj endnu en gang. Afgang kl 08.00. Det var meget fugtigt i vejret pga at havet kun ligger 300m væk fra vores lille hotel og halvkøligt. Vi cyklede ud i det der minder mest om et totalt øde landskab kun med sand og småsten. Den Namibiske ørken, men også her er der liv.

Først var der fuldstændig fladt og vi cykler på et quarts-sten højdedrag, men da vi kom tættere på Swakop-floden blev det mere “bølget” terræn.

Det var simpelthen SÅ sjovt at cykle. Det var totalt Roller Coaster. Efter små 40 km nåede vi et helt perfekt sted hvor de selv ristede kaffebønner og havde et 4-siders menukort med varianter af drikke med kaffe. Jeg ønsker mig en Electra i julegave 🙂

Vi cyklede tilbage til overnatningsstedet og fik vores vasketøj som vi afleverede i morges rent tilbage. Luksus.

Vi besøgte et terrarie kun med slanger. De fleste af dem lever i Namibia men der var også slanger fra andre steder i verden. En kæmpe pyton havde lige fået en kanin på græsplænen da vi kom.

Derefter tog vi på Swakopmund største privat drevne (Scientific Society Swakopmund) museum. Et arkæologisk museum hvor der er udstillet mange dyr, mineraler/sten og planter tilhørende Namibia men også meget fra tysk besættelse/kolonisering og nazisme .

Inden turen gik tilbage til vores lille hotel fik vi lige en kop kaffe og en kage på “byens bedste” bageri – jeg var dog ikke overbevist.

I morgen og de 3 følgende dage bliver vilde for vi skal sove i pop-op telte midt ude i ingenting. Lave mad over bål og se på stjernehimlen. Vi skal cykle fra lejr til lejr. Varmen kan blive en udfordring.

Efter at have sovet 2 dage samme sted var det tid til at pakke sammen og komme videre nordpå og lidt længere ind i landet/ørkenen. På vej mod Henties Bay fra Swakopmund kørte vi ned på stranden for at se på et skibsvrag. Det lå oprindeligt Walvis Bay fordi det var blevet solgt til ophugning, men i løbet af natten inden de skulle sejle rev skibet sig løs og strømmen tog det op ad kysten. Man havde heldigvis tømt det for olie mm så nu ligger det bare 50m fra kysten og ruster op for ingen vil tage ansvaret. Henties Bay er mest benyttet af Afrikaans hvor lokale og sydafrikanere kommer og holder ferie, fisker drikker brandy og slås om aftenen. Tysktalende personer holder sig væk. Swakopmund er derimod en tyskerby.

Vi stoppede ved nogle små vejboder hvor de sælger store saltkrystaller og andre krystaller/sten. I horisonten kan vi se en kollapset vulkan med et hul på 15km.
Welwitschia mirabilis også kaldet det levende fossil er en endemisk plante med kun 2 blade der vokser hele livet. Bladene deler sig så det ser ud som om der er flere blade, men på den måde kan den optage (mere) vandet fra tågen. Den har overlevet den namibiske ørken i tusindvis af år. Man mener at nogle af planterne er mellem 1500-2000 år gamle! Der er en han- og en hunplante i umiddelbar nærhed af hinanden. I Windhoek står et kæmpe eksemplar på 2m i højden og 6m i omkreds, indhegnet. Mens vi stod ved blomsten kom der lige nogle springbok hoppende forbi.

Bjergkæderne Brandbjerg og Spitsberg forbundet med hinanden pga tidligere vulkanudbrud. På Brandbjerg alene har man registreret over 40.000 hulemalerier som er mere end 16000år gamle malet af forhenværende nomadestammer. De har brugt saften fra en giftig busk kaldet næsehornspil blandet med okker og blod. Saften fra næsehornspilen har også været brugt til, at smøre på pilespidser når de gik på jagt. Man skal altid orientere sig i naturen og have respekt for den. For et par år siden var der en skoleklasse der skulle lave mad i naturen, så de samlede tørre grene for at lave bål. Uheldigvis var grenene fra den giftige busk og 23 børn og nogle lærere døde.
Namibia måler  stadig seismisk aktivitet rundt omkring. Man mener at  have en sovende vulkan nede sydpå. 
Vi cykler faktisk i et udtørret flodleje af Ugab River. Mellem Brandbjerg og Xx er der en mine hvor man udvinder krystaller quarts mm.
Et andet sted i 1970′ erne lukkede man en tinmine fordi det var blevet dyrere at udvinde sammenlignet med salgsprisen. Landskabet er voldsomt man kan virkelig fornemme kræfterne af de tektoniske plader der har skubbet jorden opad.

Det har været en hård og varm dag på cyklen, men så er det godt at følgebilen har kolde øl i køletasken. Vi vælge at sove i telt eller under åben himmel. Vi bliver forkælet med en såkaldt “sundowner” dvs en Gin&tonic og snacks mens vi ser på at solen går ned. Derefter er der BBQ.

Vi vågnede 06.30 og fik kaffe kl. 07.00 og morgenmad kl. 07.30 og cyklede fra lejeren kl. 08.00. Det var heldigvis overskyet så temperaturen var til at holde ud. Vi så springbok og strudse. Derefter kom der næsehornsspor men de var i den modsatte retning af det vi cyklede. Pludselig er der en der råber giraf til venstre. Det var så fedt at opleve ikke bare en men hele 3 af disse gigantiske dyr i naturen. De stod stille og kiggede på os mens vi kiggede på dem. Derefter løb de parallelt med os nogle 100 m.

Efter 27 km fik vi frokost. Helt fantastisk for vi fik byg-selv hotdogs. Mens guiden sagde vi var heldige med temperaturen for nu var der kun omkring 30C for sidste gang han var der var der 45C.  Vi har kørt i noget der minder om kviksand. Det er simpelthen hæsligt at køre i for man bliver nærmest suget ned i det og så står man næsten stille. Efter 42 km kunne vi slå lejr for natten. Alle vil sove ude i det fri igen. Vi har kørt og cyklet i ørkenen og tænkt over hvordan det hele overlever, men efter en nat ude så ved man at der falder en masse dug som kan blive brugt til at slukke tørsten.

Når man ser på bjergene ser det ud som om der er streger på. Og det er der på en måde også. Fordi man skal forestille sig at for millioner af år siden var det hele dækket af vand men så kom der noget tektonisk aktivitet som løftede  undergrunden opad. Derefter har vandet gennem  tiden skåret sig ned igennem sandstenen som nu er et bjerg.

Der er en masse Mopanetræer i det udtørrede flodleje. Vi tænder bål, og får endnu en sundowner 🙂

Sidste dag på cykel inden vi når tilbage til Windhoek. Ca 50km! Der var en masse af det der kviksand som er pivhårdt at cykle i samt store og større sten. Vi forlader Damaraland og skal cykle til Brackenzahn til den sidste nat ude i det fri. Der var nogle store blankslidte lavasten rundt omkring. Elefanter og næsehorn bruger disse sten til at gnubbe maven og bagdelen på. For at give sig selv en lille massage. Vi stoppede og lagde cyklerne ved en klippeformation som vi gik opad. Her kunne vi se nogle andre og mindre berømte hulemalerier. Disse malerier har fungeret som en slags opslagstavler og kommunikation nomadefolkene imellem. Hovedet på det tegnede dyr vender i den retning hvor flokken blev opdaget. Smart!

Vi har set springbok, gekkoer, horn viber slange og jordegern. Vi ledte også efter flodelefanter mens vi cyklede på det udtørrede Huab flodleje. Der var en del afføring fra elefanter men flere dage gammelt. Elefanterne her spiser af Anna-træet som har nogle store frøkapsler som åbenbart smager godt. Man kan se at elefanterne gnubber deres stødtænder op ad træstammerne. I dette flodleje er der ret grønt for de fik faktisk en del regn først på året.

Inden vi nåede Eagle Rock lejren standsede vi ved et kæmpestort vandreservoir bygget i beton hvor man pumper vandet op i for at være sikker på at elefanterne har vand til rådighed. Nogle fra holdet hoppede faktisk i “baljen” for at blive afkølet. Rangerne holdt øje fra afstand.

Vi stod op tidligt for vi skal på “game drive”. Dvs vi bruger bussen til at køre rundt i det tørre Huab flodleje for at se efter vildt. Så vi havde spist og pakket bussen kl. 08.30. Vi krydser fingre for at vi får set nogle elefanter. Disse dyr er begrænset til at migrere om og ned i dette flodleje pga mennesker, men de ser ud til at trives. Deres stødtænder er dog slankere end elefanter fra f. eks Botswana fordi deres kost er ensidig, da de kun spiser Annatræernes frugt.

Til en start så vi 5 giraffer spise morgenmad lige så fredeligt. Bare slentre rundt til de forskellige træer.

HURRA! Endelig så vi også elefanter. 2 store han-elefanter som også bare hang ud i flodlejet og fik sig lidt at spise.

De kan veje 4-6 tons og blive op til 75 år gamle. Det er de gamle matriaker der leder flokken. Elefanter kan tage en powernap stående, men de kan også lægge sig ned for at sove – men aldrig alle familiemedlemmer på en gang.

På vej ud til næste overnatningssted kørte vi ind i en Darmalandlejr for at give vores overskud af mad til lejrens børnehave. Fædrene er chauffører og/eller guider og resten af familien bor i lejren. Hele Damaraland tilhører de sidste nomader og ikke staten.

Først kørte vi 30km på grusvej og så kom der yderligere 160km på asfalt inden vi fik frokoet. Derefter besøgte vi en farm der har taget noget land fra en Himbaklan. Vi blev guidet rundt at en Himbamand, hvilket er lidt usædvanligt for der bor primært kvinder og børn i en nomade landsby. Mændene er ude i det fri med dyrene. De bygger en ny landsby op hvert halve år, men her har de dog fået lov til at bo permanent( og fungere som et levende museum). En landsby er altid bygget op i en cirkel hvor der er en fold i midten til de geder som kvinderne kan malke, derefter på linje kommer høvdingens hus og det har udgang mod folden og imellem huset og folden brænder altid et bål – den hellige ild. Kvinderne holder op med at vaske sig efter første menstruation. Derefter tager de kun såkaldte røgbade hvor de tænder et lille bål med duftende urter morgen og aften for at blive indhyllet i røgen. Det kan jo i vores øjne og ører lyde megaulækkert, men man skal nok lige se tingene i et større perspektiv. Vand er en mangelvare her i Namibia. Mange steder borer de 600 m ned for at finde vand. Desuden har røg en desinficerende effekt, og sammen med den “solcreme” af dyrefedt og okker holder de også huden beskyttet.

Der var ingen af os der var helt vilde med at tage en masse billeder. Det føltes forkert.

Vi skal bo i en lejr tæt på Etosha Nationalparken.