Dag 1 Windhoek til Adventure Camp, 9/9 Tirsdag.

Det har været en fantastisk dag. Vi har mødt resten af gruppen som består af 2 amerikanske par samt en veninde til det ene par . Debi & Curt, Kimberly & Michael og Debra. De er vældig søde og 60-68 år og alle kører på lejede E-bikes. For sjov kalder vi så vores cykler for akustiske cykler.

Efter ca 1 times transport ankom vi til farmen hvor vi har 1 overnatning. På vejen så vi en såkaldt “Kalahari-ferrari” aka 2 små uldede æsler foran en trækvogn 😉

Stedet hvor vi skal bo er på noget jord som bliver lejet ud til Adventure Camps, 2000 moh hvor man kan se bjergene i baggrunden. Vi fik tildelt vores telte og derefter fik vi dejlig frokost. Vandet her smager meget bedre end i Windhoek. Her borer efter vand 600 m nede. Så passede vi os selv 3 timer inden det var afgang på en lille eftermiddagscykeltur. Det blæste absurd meget og jeg troede ærlig talt ikke vi skulle/kunne cykle, men lyden af blæsten blev forstærket af teltet, og det var ikke så voldsomt alligevel. Meget usædvanligt vejr siger guiderne.  Vi så vildsvin som bogstavelig talt nærmest eksploderede op af hullerne på 2m afstand fra os da vi kørte forbi. Guiderne sagde at det var et “National Geographic moment” for de havde aldrig set det før. Det var virkelig sjovt at se hvordan der blev ved med at komme vildsvin op ad hulerne.

Desuden kan vi sætte kryds ved; kudu, springbok, oryx, jordegern, Botswanakyllinger/helmeted guineafowl, bavianer, heste og køer.

Vi var meget støvede da vi kom tilbage men vi fik lige en G&T inden vi tog et bad.  Vandet til badet blev opvarmet ved hjælp af bål under en stor beholder. Der var 3 baderum i slags træbeklædt 40 fodscontainer.
Vi fik traditionel braai som er BBQ med oksebøf og stegte grønsager. Meget lækkert. Imens maden blev tilberedt så vi “afrikansk fjernsyn” også kaldet bål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.