Yukon, Canada.

ENDELIG! Nu kan vi komme afsted. Vi købte billetterne Maj 2020, men så forhindrede det “unævnelige” os i at komme på ferie.

Nu er det nu og det er lidt svært at forstå.Tankerne kører i hovedet med nye app´s, har vi trænet nok, bliver vi de ældste, får vi set nogle vilde dyr osv osv.

Det eneste vi ved er at de andre kommer fra USA og England.

Canada er verdens næststørste land (ca 232 gange større end Danmark!) med ca 38 millioner indbyggere. Kun overgået af Rusland størrelsesmæssigt. “First nations” folket vandrede til Canada for ca. 12000år siden. Senere kom englændere og franskmænd til, og nu er Canada en multikulturel smeltedigel. Landet er opdelt i 10 provinser og 3 territorier hvor Yukon er et af de tre. Den største by i Yukon hedder Whitehorse og har ca 28000 indbyggere, hvilket udgør ca 70% af hele Yukons befolkning. Vi skal flyve indenrigs fra Vancouver til Whitehorse. En tur på 2500km!! Det siger lidt om afstandene. Herfra bliver vi hentet og kørt ud i et lodge hvor vi skal bo en uge. Med vildmarksbad, en madmor og 2 hunde.

Whitehorse og i særdeleshed Yukon er kendt for sit guld! Her ligger det nok så berømte Klondyke hvor folk gik amok med hakke og spade i håbet om at finde guld i slutningen af 1890´erne. De gav dog op igen i begyndelsen af første verdenskrig.

Yukon er et kæmpestort område, hvor der mod nord er meget lidt vegetation og mod syd er der virkelig frodigt med gode muligheder for at se mange forskellige fugle som skovhøns, fjeldryper, andefugle, svaner, gæs og ænder – og naturligvis ørne af forskellig slags. Af pelsdyr er der mulighed for at se; sorte bjørne og grizzly bjørne, elge, rensdyr, hjorte, bjerggeder og ulve samt mår, mink, væsel, ræv, los og egern. Bare vi dog får set bare nogle af dem!.

Der er mere end 700km MTB spor omkring Whitehorse, så vi når ikke at se det hele 😉

Inden vi skal opleve naturen og se dyr og vegetationen mens vi cykler skal vi allerførst skal vi lige lege almindelige turister først i Vancouver et par dage, hvorefter vi flyver til Whitehorse og er der et par dage. Vi skal nemlig lige være helt sikre på at vores egne cykler ankommer med flyene – ellers er vi på spanden!

Tour de Storebælt 11.06.22

I anledningen af at den 109. udgave af Tour de France har 3 etaper i Danmark i 2022 inklusiv Grand Départ Copenhagen, bliver et af Danmarks største motionscykelløb afviklet som en generalprøve til den rigtige Tour.

Eftersom jeg kører MTB gider jeg ikke cykle fra Ringsted~200km – på asfalt, men nøjes med at cykle fra Korsør til Nyborg. Jeg løb ½-marathon over Storebæltsbroen i 2008, og det var en stor oplevelse omend det var meget varmt. Derfor greb jeg muligheden for at få lov at cykle over.

Da vi nåede Nyborg efter 1 time og 12 minutter i strid modvind var der nærmest en Folkefest. Vi fik vores medaljer i genanvendeligt plastik og en iskold alkoholfri øl ;-). Vi cyklede tilbage til p-pladsen for at køre hjem.

Tak til alle de frivillige, der har lagt tid og kræfter i for at vi andre kunne få en god oplevelse.

Pipstorn skov

Ferie i det danske ganske land. 🙂

Hvor er Danmark bare smuk, og vi har så mange fede, sjove og flotte steder. Man behøver ikke nødvendigvis at tage til udlandet for at nyde naturen eller få (næsten) gratis oplevelser.

Dagens MTB-tur gik til Pipstorn skov, ved Fåborg Skoven er ejet af Holstenhuus Gods, og det kostede den nette sum af 10kr, at cykle en dag.

Ud over MTB-sporet har Godset sammen med Fåborg kommune gjort rigtig meget for, at området i og omkring skoven skulle blive attraktivt for alle som vil have oplevelser i naturen. Der er opsat shelters man kan leje, faste O-løbsposter og en motorikbane.

Flotte svampe på en stub

Det er et kort spor på ca. 4.5 km som vi aldrig har været på før. Man har kun bygget på sporet ret få stedet, og ellers er det naturligt. Det har et dejligt flow, og er til tider snævert ind imellem træerne. Små plankebroer er lagt over nogle små vandløb. Bevoksningen er ret forskellig med både løv- og nåletræer. For eksempel er der store bøgetræer tilbage fra 1869. Til trods for, at det har regnet en del de sidste par dage var der overhovedet ingen mudder eller vandpytter. De sten, der ligger på sporet er faktisk tilbage fra sidste istid. Lidt vildt at tænke på. Lige pludselig er de ikke så irriterende 😉 Vejret var dejligt selvom der var ret stor luftfugtighed. Sveden sprang da også på hele kroppen, og myggene havde en fest 🙁

Det viser sig, at denne lille skov indeholder den tætteste koncentration af oldtidsminder på Fyn med bl.a. stendysser og gravhøje. I virkeligheden var det en først kirkegård i 4000 år – hvorefter skoven voksede frem.

Veterantog mellem Fåborg og Korinth

Vi var sågar heldige at se det gamle veterantog, der kører mellem Fåborg og Korinth. Togruten startede tilbage i 1882, og skulle oprindeligt bruges som forbindelsesled til Tysklands jernbaner via Als.

Langs jernbanen har man lavet en ny 2 km lang natursti ind til Fåborg by.

Alt i alt en rigtig dejlig tur – og så blev vi oven i købet klogere på noget af den danske historie.

Svanninge Bakker

Ferien betyder at vi vil cykle nogle spor i Danmark som vi enten ikke har været på før eller det er lang tid siden vi har cyklet.

Det var et dejligt gensyn med Svanninge Bakker, og det Orange spor vi havde i dag. Det er meget længe siden vi har kørt på dette spor, men det var stadigvæk sjovt. Vejret var varmt og trykkende. Vi venter bare på torden eller regnvejr.

Sporet er ca. 6.5km langt med omkring 150hm. Sværhedsgraden er middel til svær, og det gør da ikke noget hvis man er i nogenlunde form da der kommer nogle lede opstigninger. Sporet ligger i det såkaldte Svanninge Bjerge som sammen med Sollerup skov er det største sammenhængende skov-og naturområde på Fyn. Det er virkeligt smukt og med græssende kvæg, der laver naturpleje.

Min nye elektriske dropper-post var løbet tør for strøm, så det blev en lidt langsommere tur end ellers. Man vænner sig utrolig hurtigt til en dropper-post – lidt ligesom jeg ALDRIG vil undvære mig full suspension. Det er stor komfort.

Djævlesporet MTB, Lystrup skov

Det er altid sjovt, at prøve nye spor.

Vi har længe talt om, at skulle køre Djævlesporet på Sjælland ved Slangerup, og da muligheden bød sig slog vi til.

Sporet er bygget af “Snake City Devils MTB”. Der er helt naturlige singletracks med mange berms. Der er mulighed for ca. 380hm, hvilket er ret godt klaret i Danmark. Sporet er delt i 2 sløjfer og tilsammen ca 14 km. Der er alt hvad man ønsker sig af tekniske finesser, mange sving og gode op- og nedkørsler.

Vi nåede dog kun den ene sløjfe for vi blev jagtet af et hidsigt torden- og regnvejr. Derfor nåede jeg heller ikke at tage nogle billeder, men så er der jo en plausibel grund til at tage tilbage til sporet. Det er helt sikkert, at sporet er værd at vende tilbage til.

Staurby spor

Hurra i dag har vi kørt på et nyt spor.

Vi kørte mod Middelfart og ind til Staurby sporet. Det er ikke så langt, men de har virkelig fået maksimalt ud af det. De har lige tilføjet en ny rockgarden og nogle step ups.

Der er masser af flowstykker. Man tror hele tiden der kommer “pay-back time” for alt det nedadgående flow – men det gør der ikke eller rettere sagt man opdager det ikke. Det føles nærmest hyggeligt fordi man kører i små alleer inde under træerne, hvor man har hugget de nederste grene af mens resten af trækronen står der endnu.

Sporet er ført rundt om et stykke skov så dyrelivet kan få fred i midten. Vi så en stor hare springe op ad en skråning og en lille fugl flyve op ad en rådden træstub, hvor den havde sin rede. Jeg var desværre ikke hurtig nok til at tage billeder af dem.

hul ned til en fuglerede

Det var ellers lige før vi ikke kom afsted. Det regnede meget tæt mens vi pakkede bilen, men vi håbede på, at når vi kom derover så var vi måske så heldige at det ville holde op med at regne. Og sørme om ikke heldet var med os. Det blev tørvejr og det var lige før solen kom frem.

Det blev til 2 ture rundt på det nye spor og det er bestemt ikke sidste gang vi cykler der.

Søndag på “Huggeren”

Det er igen længe siden vi har været ude at cykle. Haven trængte til lidt “TLC”, og så har det regnet når vi ville ud at cykle. I dag gik turen igen til Skovhuggeren ved Svendborg. Der går nogle meget dygtige sporbyggerne dernede, og de laver til noget om eller bygger mere.

Det er bare superfedt at der er nogle kompetente folk som gider gå og lave nogle vi andre kan få glæde af. For eks. har de lavet ny rockgarden med nogle kæmpestore sten.

Derudover er de ved at lave noget nyt som jeg ikke ved hvad ender med eller også har de bare fældet noget skov, da der jo er kommerciel skovdrift. Det ligner lidt Langesø´s nordspor.

En lille sjov udnyttelse af et par væltede træer, hvor man enten kan cykle under eller over:

Vi kørte også i en rockgarden som de lavede sidste år og hvor de har tilføjet nogle broer.

Selvom vinden var lidt kølig stod solen højt på himlen og det har været en fantastisk tur.

Påsketure

Vi har ikke været ude at cykle siden vi kom hjem på grund af meget arbejde og en hidsig halsbetændelse. Nu hvor påsken står for døren og det IKKE regner så skal vi da have fundet cyklerne frem igen.

Lørdag kørte vi til Langesø for at tage Nordsporet. Det er rigtig længe siden vi har kørt det spor. Man har fældet “de 7 små dværge” for at gøre plads til nogle federe op- og nedkørsler med nye berms. Det skal nok blive godt, men lige nu ser det meget barberet ud.

Søndag kørte vi så vores klassiske tur ud til Davinde grusgrav og rundt om Ibjerg. Der var masser af små lam. Mega hyggeligt.

07.03.19. Grand finale. Dag 11.

I dag var sidste cykeldag i Chile og Patagonien. Al bagage skulle pakkes igen, for den allersidste nat skulle tilbringes et andet sted.

Det blev en episk tur, hvor der var udsigt til Torres del Paine næsten hele tiden. Vi startede ved Lago Toro. Vejret var fantastisk bortset fra meget vind som først var modvind, men som dagen gik blev til sidevind og til sidst medvind. Den kraftige sidevind fik revet mig med af sporet så jeg væltede ned af skråningen. Det var ikke så fedt. Desuden mistede jeg min cykelkomputer 🙁

Turen dækkede noget af den vestlige del af parken. Pumaen var desværre ikke at se, men vi har set 4 af 5 dyr ; nanduer, guanacoer, sølvræve og kondorer. Helt vildt. Derudover var der selvfølgelig også andre dyr. Blandt andet en stor rovfugl; Caracara (stribet gribbefalk) som er ret fræk og minder om Kea´en fra New Zealand samt flamingoer.

Cyklerne skulle pakkes sammen inden vi kørte til vores allersidste overnatning, Estancia Tercera Barranca, som lå 1.5 times kørsel i nordøstlig retning. Et virkeligt øde sted hvor de var ved at grille et helt lam til vores aftensmad, uhm. Ude i haven gik et lille stinkdyr omkring.

Det har været en teknisk meget udfordrende tur for mig – men alle de blå mærker og pedalstemplerne værd.

Torres del Paine i solnedgang

I morgen fredag er det bare tidligt op for, at flyve hjemad.

Tak fordi du læste med 🙂