For 2 måneder siden meldte jeg mig til et teknikkursus for kvinder med en kvindelig instruktør, for at komme ordentligt i gang igen efter nogle trælse måneder med ondt i knæet.
Jeg var meget spændt og forventningsfuld. Dels fordi rygtet siger, at instruktøren er helt fantastisk og dels fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på mit eget niveau kontra de andre deltageres niveau.
Bliver det mon en “Forårsklassiker i Helvede” eller ren hygge??
Der var så mange kvinder, som ønskede, at deltage på dette forårshold, at der blev oprettet 2 hold med 2 timers træning pr gang, 6 mandage ialt. Det er vildt imponerende, og virkelig skønt, at se så mange kvinder, der brænder for MTB og gerne vil være (endnu) bedre til teknik. Dertil kommer at jeg har set flere af dem før, så der er også fællesskab på tværs af landet. Det er superfedt.
Jeg vil tillade mig at citere instruktøren, Essi Laub fordi det rammer hovedet på sømmet. “MTbiking kalder på alt det kvinder er gode til; taktik, teknik og udholdenhed”. Mange af os skal bare lære, at tro på det 😉
Mange af dem vil gerne køre løb, al respekt for det, men det gider jeg virkelig ikke. Jeg er “hyggelist”. Det betyder IKKE, at jeg tager de store skovstier eller ikke tør køre eller prøve, at køre hop, drops eller berms. Det betyder, at jeg nyder naturen i mit eget tempo med de udfordringer der kommer!
I al sin enkelthed gik kurset ud på, at træne det samme igen og igen. Essi havde fundet nogle steder i skoven, nogle loops, hvor vi kørte eget tempo og øvede dagens emne som kunne være svingteknik, op- og nedkørsel, overhaling, Derudover var intervaltrning et fast punkt.
Al træning foregik i Marielundskoven i kolding. Stor flot skov med masser af opmærkede og ikke så mærkede spor. Dertil kommer sektioner som SRAM ligaen (non-profit hard core MTB løb) også bruger.
Måske havde jeg misforstået noget i kursusteksten, men jeg troede vi ville få individuel feed back. Det gjorde vi stort set ikke. Når det er sagt så er jeg blevet indtroduceret til nye spor og mange skønne kvinder, og jeg har været på tur med min søde veninde. Så konklusionen må blive – mest hygge 🙂