I dag har vi været på en introtur, så guiderne kunne se hvordan folk cykler, og om man har valgt det rigtige hold. Samt tjekke at cyklerne er samlet og justeret korrekt. Man kan dog vælge at skifte hold hvis man har overskud eller underskud af energi. Alt afhænger af km og højdemeter 😉
Vi er for en gangs skyld med et dansk rejseselskab og udelukkende med danske deltagere. Det er lidt specielt for vi har altid været de 2 eneste danskere på en MTB-ferie. Vi er 15 MTB-ere i alt og en af vores gode venner er også med. 2 deltagere har først fået deres kufferter løbet af eftermiddagen. Det betød at en af mændene ikke kunne komme med på introturen da hans cykelsko (størrelse 48) lå i kufferten. Surt.
Vejret var faktisk dejligt, 22 C og let overskyet med en mild brise. Vi kørte lidt rundt om lufthavnen og ind i selve Larnaca by, hvor vi fik frokost på torvet. Der er både kirker og minareter. Vejen dertil gik gennem gammel lodseplads på den ene side af stien og på den anden side var der sået grønsager.
Der er katte overalt og de er ikke i lige god stand alle sammen selvom de bliver fodret. De er lidt hellige da en legende fortæller at den romerske kejserinde Helena fik dem importeret til øen for at få has på de giftige slanger. Arkæologer har dog fundet en grav med en person og en kat dateret 8000 år længere tilbage end Helena, så man kan ikke tilskrive hende at hun har fået kattene indført. Der lå 2 døde katte midt ude på vejen. Trist. Sidste år døde ca 300.000 katte på Cypern af en mureret katte-coronavirus.
Vi spiste på hotellet, men inden da fik vi en introduktion til selve turen. Der er en virkelig god stemning i gruppen. Mange har rejst sammen før. Jeg havde glemt mit kamera, så derfor er der ingen billeder fra i dag.