Måned: marts 2019

I dag var sidste cykeldag i Chile og Patagonien. Al bagage skulle pakkes igen, for den allersidste nat skulle tilbringes et andet sted.

Det blev en episk tur, hvor der var udsigt til Torres del Paine næsten hele tiden. Vi startede ved Lago Toro. Vejret var fantastisk bortset fra meget vind som først var modvind, men som dagen gik blev til sidevind og til sidst medvind. Den kraftige sidevind fik revet mig med af sporet så jeg væltede ned af skråningen. Det var ikke så fedt. Desuden mistede jeg min cykelkomputer 🙁

• 

• 

• 

• 

Turen dækkede noget af den vestlige del af parken. Pumaen var desværre ikke at se, men vi har set 4 af 5 dyr ; nanduer, guanacoer, sølvræve og kondorer. Helt vildt. Derudover var der selvfølgelig også andre dyr. Blandt andet en stor rovfugl; Caracara (stribet gribbefalk) som er ret fræk og minder om Kea´en fra New Zealand samt flamingoer.

Cyklerne skulle pakkes sammen inden vi kørte til vores allersidste overnatning, Estancia Tercera Barranca, som lå 1.5 times kørsel i nordøstlig retning. Et virkeligt øde sted hvor de var ved at grille et helt lam til vores aftensmad, uhm. Ude i haven gik et lille stinkdyr omkring.

• 

Det har været en teknisk meget udfordrende tur for mig – men alle de blå mærker og pedalstemplerne værd.

I morgen fredag er det bare tidligt op for, at flyve hjemad.

Tak fordi du læste med 🙂

Det havde igen regnet det meste af natten, og der var så koldt at det faldt som sne på bjergene – meget smukt.

I dag var virkelig spændende. Vi blev som vanligt transporteret til udgangspunket for dagen tur. Vi startede med at gå op til et vandfald, for derefter at gå om bord med cyklerne på en katamaran ekskusivt hyret til os. Efter 30 min sejlads blev vi læsset af og så var det ellers bike ‘n’ hike lige lodret op. Udsigten var fantastisk ud over Laguna Azur. Det meste var singletrack hvor kun parkens dyr har gået. Det betød at der var masser af buske på begge sider af sporet som med tiden er blevet lidt en grøft pga errosion – lidt svært at pedalere i. De sidste 15 km af turen var dog på flad slette med modvind.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Frokosten blev indtaget ved søen efter en fantastisk nedfart, hvor man kunne have fået rigtig meget fart på hvis ikke lige det var fordi et dyr med store tænder som en muldvarp havde gravet uendeligt mange huller som man virkelig skulle passe på man ikke kørte ned i eller fik ramt forkert. Hele vejen tænkte jeg dog på at “bingovingerne” blev motioneret 😉

Det havde blæst og regnet hele natten og flere havde frosset. Tøjet var nærmest klamt at komme i. I domen var en lille varmeblæser, men den startede først kl 08.00 da den fik strøm fra en generator, som kun kørte mellem 8-23.

Efter morgenmaden smurte vi madpakker til dagens cykeltur.

Endnu en gang pakkede vi bus og trailer for, at køre 1.5time til udgangspunket for dagens tur, Lago Pehoè.

• 

• 

• 

Nationalparken er gigantisk stor ( på størrelse med Fyn), og sammen med 11 andre beskyttede områder udgør de 6.7 mill hektarer!!!. Det er et paradis for hikere og bjergbestigere. Bjergene i parken er ikke så høje – ca. 3000meter, men vejr og terræn gør, at kun 5 personer indtil videre har besteget det højeste bjerg – så det er ikke for amatører. Der kommer ca 255.000 turister om året til denne park – og der er ikke noget affald nogen steder. Der er dog ikke mange mountainbikere blandt turisterne. Parken kom på UNESCO’s liste over Biosfærereservater i 1978.

Den Grå gletsjer er den tredje største mængde vand/sne efter Antarktis og Grønland. Farven kommer fra de sedimenter, primært moræneler, som ismassen skraber af og fører med sig ud i søen. Der er derfor intet liv i søen.

I 1880 udkom den første rejsebog om Patagonien skrevet af frøken Florence Dixie. Hun omtalte de nu berømte 3 Blå Tårne/Torres del Paine som Cleopatra’s needles. Tårnene er af granit.

Overalt står træer som indtørrede monumenter over en kæmpe ildebrand forårsaget af en dum hiker, der i 2015 satte ild til noget toiletpapir. I 3 dage kunne man ikke komme til, at slukke branden pga vind, og 176km2 skov udbrændte. Træerne vokser kun en ca 1 cm om året, så det kommer til at tage mange år før skoven bliver genoprettet. Heldigvis laver man forsøg med at vokse træer i drivhuse for derefter, at sætte dem ud i klynger beskyttet enkeltvis af plastikrør så dyrene ikke spiser de friske grene og blade.

• 

• 

• 

Noget af det sjove og spændende ved sådanne ture er jo også at møde andre mennesker. Her i campen er foruden vores gruppe, 2 englændere på vandretur og et amerikansk par på vandretur. Den amerikanske mand har faktisk været et ½år i Danmark pga sin biologiuddannelse. Han laver videnskabelige podcasts til børn. Hans kæreste er oprindelig skovrider, men tog en uddannelse som jurist fordi det andet var for fysisk hårdt og hun kunne ikke tjene ret meget. De var vældig interesserede i Danmark, og hun fik opskriften på rugbrød, for det havde han fablet om lige siden de havde mødt hinanden.

I dag skulle vi flyve fra Puerto Montt til Punta Arenas, 1.5 timers flyvning. Vores guide Ernesto er med os på hele turen, men der kommer en ny chauffør og endnu en guide og støder til i lufthavnen. Det blæste ret kraftigt syntes vi, men guiderne sagde, det var en normal brise. Man kalder denne vind for “Escoba de Dios” eller “Guds fejekost”. Det betyder, at selvom der kommer den del regn så bliver det meget hurtigt tørt, og man kan se på de krogede og forblæste træer hvilken retning vinden kommer fra. Mellem de høje tinder ligger den såkaldte Pampas. Uendeligt strækker disse græsarealer sig, hvor heste, får, køer og Guanacoerne går.

• 

• 

• 

Temperaturen var også en helt anden – lavere, meget lavere.

Punta Arenas var indtil 1914 den vigtigste havn i Sydamerika inden Panamakanalen åbnede. Der er adgang fra både Atlanterhavet og Stillehavet. Der bor ca.120.000 indbyggere, og er den største by på det sydligste af kontinentet samt hovedstad i regionen.

Turen mod de næste 3 overnatninger tog 5-6 timer. Fra lufthavnen kørte vi nordpå til en by ved navn Puerto Natales, hvor bussen skulle tankes. Flere steder stod der skulpturer af det der mest af alt lignede et fantasidyr. Det var det ingenlunde. Det viste sig at være en “Mylodon darwinii” – et kæmpedovendyr, der levede på jorden for 1.8 mill – 12.000 år siden. 3meter lang og 1-2 tons. Vi passede hulen hvori man i det 19. århundrede fandt hud, hår og afføring fra dyret. Disse efterladenskaber findes nu på Natural History Museum i London. Chile får forhåbentlig resterne hjem til næste år.

Vi skulle bo i Torres del Paine nationalpark i nogle domes. Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde sat næsen op efter nogle mere luksuriøse domes end dem vi fik ( jeg havde googlet, men det var åbenbart flere slags). John kunne ikke stå oprejst, og vores bagage var over det hele. Der var ikke så meget glamping over det, men superhyggeligt. Sengen var en kæmpe luftmadras med en virkelig tyk og lækker dundyne og et uldtæppe ovenpå. Der var små varmedunke i domen som man kunne tage med i seng og varme sig på. Udsigten kunne vi bestemt ikke klage over.

En lille bygning, husede toiletter og mulighed for bad – måske med lidt varmt vand hvis man var heldig. Den store dome gjorde det ud for stedet hvor vi alle skulle spise morgenmad og aftensmad.

Til gengæld var der fremragende chilensk rødvin til lækker aftensmad; snacks og grillet lamme- og oksekød samt grønsager ( og dessert).

Vi nåede at samle cyklerne inden aftensmaden.

Hvis det bliver ved med at blæse så kommer vi ikke ud at cykle, men skal på hike i stedet.

• 

• 

• 

• 

Man skal ikke lade sig snyde af at guiden siger det bliver en kort dag. Det er bestemt ikke lig med en nem dag. Vi startede efter 30 min buskørsel med at cykle på grusvej. Det gik opad 10km med en svag stigning.

• 

• 

• 

Så en lille pause, og derefter trækken med cyklen næsten 4 km for det blev mere stejlt og underlaget var en blanding af sand og større sten. På toppen var der pivkoldt og blæsende, så det var bare om at få noget tøj på og komme ned ad bjerget. De første km nedad var på et bart plateau med kompakt sand.

• 

• 

• 

• 

De næste 4 km løs dyb sand, hvor cyklen havde sit eget liv. Man må ikke bruge forbremsen for så vælter man. Man skulle finde sit eget spor. Vi holdt endnu en lille pause, hvor vi kunne nyde udsigten til Lago Todos Los Santos og Osornovulkanen. Derefter gik det hurtigt nedad 5km mere på singletrack i lidt sand og sten, men meget nemmere at manøvrere i.

• 

• 

• 

• 

Frokosten blev indtaget med udsigt til søen. Vi skulle pakke cyklerne sammen i dag for vi flyver fra Puerto Montt til Punta Arenas i morgen tidlig. Vi sluttede første del af turen gennem vulkanregionen af med et farvel-cocktailparty. Vores chauffør og den ene guide skal ikke med til Patagonien. Der vil ikke være dækning de næste 4 dage, så der kommer først en opdateringer når vi flyver tilbage til Santiago.

• 

• 

• 

Hurra planerne blev heldigvis lavet om så vi slap for 1½ times vandring med cyklen på nakken. Vi lev transporteret op ad et stejlt stykke i skoven, og så skulle vi kun klarte lidt selv inden vi fræsede ned ad mini-trans andes sporet igen. Derefter gik det op, op, og op igen, hvor vi nåede et sted hvor vi kunne nyde udsigten.

• 

• 

• 

Herfra skulle vi cykle en sektion af Trans-Andes- Enduro sporet. Superhurtigt spor med godt flow hele vejen. Klasse!!

• 

• 

• 

• 

Vi spiste frokost i det fri inden bussen blev pakket for derefter at køre ca 4 timer sydpå delvist ad “Pan-America highway” til vores nye hotel; Las Cascadas.Vores guide havde fået besked på at informere hotellet 3 dage i forvejen hvad vi gerne ville have til aftensmad. Det gjorde han så da vi var på vej derned. Til gengæld spiste vi kl 20!! Supergod mad.

Sidste stop før vi flyver til Patagonien.

Det havde regnet hele natten og da vi stod op væltede det stadig ned. Vi skulle have været afsted kl 10, men det blev udsat 1 time fordi det stadig regnede på toppen af bjerget/vulkanen. Jeg tog ikke med for gårsdagens pizza var gået lige i maven 🙁 🙁 og jeg har ikke sovet godt i 3 dage.

De kørte en ½time i bussen inden de fik en lang stejl opkørsel gennem skov til toppen af Mocho-Choshuenco nationalparken i 1800m højde. Derefter cyklede de videre på et plateau, hvor de kunne have nydt synes af vulkanerne; Choshuenco på 2415m, Quetrupillan på 2376m, Lanin på 3710m og naturligvis Villarrica på 2847m, hvis ikke lige det var fordi skyerne stadig hang lavt. Nedkørslen var igen løst dybt kattegrus. Juan serverede frokosten inden de igen cyklede opad. Herfra gik det nedad gennem dalen mellem vulkanerne Mocho og Choshuenco. De skulle over en hængebro som mindede meget om dem vi krydsede i New Zealand. De cyklede hele vejen tilbage til hotellet.

• 

• 

• 

• 

• 

•