210516 Kastrup-Edinburgh
I dag skal vi endelig afsted. Vi har forberedt os så godt vi kunne mht træning, og indkøbt noget godt regntøj – det er jo trods alt Skotland vi skal til. Det er dog svært, at forberede sig når man ikke 100% ved hvad der venter èn. Vi er meget spændte og en smule skræmte over antallet af kilometer, og over højdemeterne i særdeleshed. En kammerat kører os til stationen – lidt en kamp, at få bagage og 2 cykelkufferter ind i bilen. Vores 2 rejsefæller står klar i Kastrup.
Vi lander i Edinburgh om eftermiddagen, hvor vi bliver hentet af en taxichauffør. Vi kører derefter 4½ time tværs over Skotland og ud til et lille fiskerleje ved navn Glenelg. Vi skal bo på Glenelg Inn. Det er et lille tophyggeligt sted som vi er kede af, at skulle forlade allerede dagen efter. Der er utroligt mange mennesker på kroen, og vi får rigtig god mad. Der er ild i pejsen. Vi har købt nogle øl på vejen som vi drikker mens vi samler cyklerne, og inden vi skal spise. Dagen i morgen lurer i baghovedet. Det bliver turens længste og absolut hårdeste pga. alle højdemeterne. Vi er også spændte på hvordan Stormen og Brian, klarer turen – mon de har fået trænet nok?
22 Maj Glenelg-Invergarry. 75 km og 1350 højdemeter
Vi fik charmet os til morgenmaden tidligere end den normalt ville blive serveret. Vi var alle max spændte, og ville gerne af sted så tidligt som muligt for vi forventede, at det ville tage 10 timer at nå til Invergarry. Vi får madpakke med til turen for det foregår i meget ensomt og forladt natur. Vi startede ud med at cykle længere sydvest på, ud langs kysten og med udsigt til ”Isle of Skye”. Humøret er højt, vi kører på asfalt. Med en seriøs lang stigning begynder alvoren måske at gå op for os? Vejret er fint og vi overlevede første stigning. Alt er godt. 2 timer senere drejer ruten væk fra asfalten og ind på grusvej. Ruten viser tænder allerede her, og vi bliver nødt til, at trække cyklerne for nu er det et stejlt spor med store og små løse våde sten. Vi har kun kørt ca 11 km, og kl er allerede 11.22. Det gode humør falder en smule. Stormen har senere fortalt, at det er her han fortrød, at vi havde sparet følgebilen væk, for han var klar til, at hoppe i bilen og køre direkte til Edinburgh for at flyve hjem og aldrig komme tilbage. Sporet lignede noget af resterne fra sidste istid, hvor store og små sten var revet af bjerget og lå hulter til bulter. De var våde, og der var stejlt. Vi spiste frokost i stilhed og delvis nedtrykt sindsstemning. I mit stille sind var jeg overbevist om at vi var faret vild, men John var meget overbevisende i sin fremtoning. Ergo var vi stadig på sporet. Det var bare OVERHOVEDET ikke det vi havde forventet. Det blev en dag med Bike&Hike!
Vi skiftevis cyklede og gik i en stor dal, hvor underlaget ikke kunne absorbere mere vand. Det gav våde sko til nogle 🙁 Langs med ruten var der en lille flod som vi skulle krydse. Vi var dog kommet en del væk fra det punkt hvor vi skulle krydse over så vi måtte gå/cykle tilbage. Udfordringen var bredden på en lille flod, og vandet havde ret god fart på. John fandt nogle trædesten, og kom tørskoet over. Brian og jeg smed sko og strømper, og gik ud i det kolde vand som gik op til knæene. Stormen var gået et stykke væk for, at se om han kunne komme tørskoet over et andet sted. – det kunne han ikke. Herefter var vejen atter god. Grusvej langs floden som blev til en kæmpesø. Indtil videre havde det regnet 2 gange, men kun for en kort bemærkning. Vi krydser dæmningen efter ca. 67 km ved Loch Garry og de sidste ca. 20km køres på stier og skønne single tracks. Undervejs er der et stort landbrug, hvor en flok højlandskvæg med kalve står midt ude på grusvejen. Tyren skal blandt andet passeres, og jeg var noget betænkelig ved at køre bagom ham. Han rørte sig dog ikke ud af flækken, og lignede nærmest en, der tænker at jeg er en idiot fordi jeg cykler der. Brian kan næsten ikke træde i pedalerne mere, mens Stormen er kommet ”lidt frem i bussen”. Vi når vores overnatningssted 20.40!!!. De var begyndt, at blive en smule urolige for os. De havde dog været ude for, at et hold var faret rigtig vild. Vi fik et velfortjent bad, og dejlig aftensmad hos Andrew og hans kone. Der bor folk fra andre nationer på vores B&B. De skal ud at vandre. Vores værelse er stort og hyggeligt, og vi kan brygge kaffe 🙂 Vi falder hurtigt i søvn grundet naturlig træthed.
23 Maj Invergarry-Laggan. 54 km og 1000 højdemeter.
Til trods for gårsdagens strabadser er humøret højt. Vi skal jo kun køre 54 km! Morgenmaden var god og fyldig. Vi får madpakke med. De første 6 km er skov og single track. Fra Loch Oich til sydlige del/start af Loch Ness ved Fort Augustus kører vi ad en bred grusvej, Great Glen Way, langs kanalen. Vi tjekker om Nessie er hjemme – men nej det er hun ikke. Cappuccinos ved søbredden, og så videre på farten. Stille og roligt opad indtil ca 20 km og 57 moh. Herefter bryder helvede løs for vi bevæger os fra asfalt til en dyresti i løbet af 0.5! Derefter til underlag med ral de næste 13 km opad til 772 moh. En af de længste stigninger på hele turen. Det er et pas, der skal forceres. I 3 stive timer med en hældning så stor, at vi går med cyklerne på store sten og grus som underlag. Vi fandt ud af at det er kategori 1 stigning !! Nogle har dog været dygtige nok til at CYKLE turen på 55min. På den anden side er der så ca 8 km løs rock garden down hill. Gennemsnitsfaldet er 7 % og op til 27%. Derefter mere nedkørsel på mere moderat underlag. Dagen blev dog ikke den ”walk over” vi havde troet. Til gengæld boede vi på et suverænt B&B med få værelser. Økologisk hele vejen igennem, og masser af mad. Lækker 3 retters menu får vi alt imens vi ser på påfuglen, der spankulerer rundt i haven sammen med høns og kaniner. Værelserne er store og nyrestaurerede, og vi kan brygge kaffe ( vi elsker kaffe 🙂 ) Værtinden´s farbror havde deltaget i 1. verdenskrig og var faldet i “Slaget ved Jylland´s kyst”, verdens største søslag, hvor 8000 døde. Værtsparret skal senere til Danmark for at hædre familiemedlemmet.
24 Maj Laggan-Avimore. 56km og 650 højdemeter.
Igen håber og tror vi på en rolig og overkommelig dag. Vi får madpakke med igen for ellers skal vi køre en omvej ind til en lille by, Kingusse. Vi kører i indbegrebet af skotsk højland, nemlig hede og lyng så langt øjet rækker. Vi cykler forbi en nedbrændt borg, Ruthven Barracks fra 1718. Vi cykler væk fra asfalten og ind i mere hedeland. Vi skal på et tidspunkt krydse et lille åløb via en bro, men kraftig regn har revet broen op af bredden og trukket den mange meter væk. Det betyder, at vi må finde på en anden måde at krydse vandet på. John cykler – naturligvis, mens vi andre smider sko og sokker endnu en gang og vader over.
Derefter længere ind i højlandets national park med masser af store grantræer. Disse træer er privatejede og en national stolthed. Frokosten bliver indtaget på en skovvej, og vejret er fint. Vi skal krydse noget vand igen, og vi bliver nødt til, at køre en lille omvej for at finde en bro. Derefter endnu mere lækker gammel skov med fantastisk single track. Inden vi når vores bestemmelsessted cykler vi forbi en stor sø, Loch an Eilein med en ø med en ruin. Meget pittoresk. Vi boede på et lille skihotel med bittesmå værelser. Vi kunne dog lave kaffe. Der var et tørrerum og en stor opholdsstue. Vi måtte i byen for at finde noget aftensmad. Avimore er faktisk et skisportssted, så der er flere muligheder for, at få noget at spise. Vi valgte ”the winkling owl”.
25 Maj Avimore-Tomintoul. ca 70 km og 780 højdemeter
Vi spiste morgenmad i en slags havestue. Eftersom vi var i en “rigtig” by kunne vi køre ned i det lokale supermarked for at handle til frokosten og resten af dagen. Vi kørte ind på fin single track i skoven, hvor Stormen punkterede. Vi mødte en del vandrere. Vi valgte, at køre single track ved Badaguish og køre tilbage rundt om søen, Loch Morlich, som er et enormt rekreativt område. Vi kører forkert, og det koster ca. 2 km og 140 højdemeter. Vi cyklede på en skovvej, og pludselig kommer en mand løbende sammen med sin hund. De forsvinder ind i vildnæsset, og vi bliver enige om, at det vi har gang i er forkert, men intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi vælger, at følge en sti ned i stedet for, at køre samme vej tilbage, og der åbenbarer sig det fedeste single track som rammer lige ud på det rigtige spor 🙂 Humøret er højt. Vi har kørt 54 km, og på et single track skovstykke siger Brian lige pludselig, at hans gear føles mærkeligt?? Det viser sig, at han har tabt sit pully hjul samt skive og møtrik. For helvede!!! Hvor uheldig kan man være. Mens Brian og Stormen sendes ud på en “find dimsen” mission finder John pully hjulet og vi prøver at fikse cyklen med strips. De kommer tilbage med møtrik og skive og John får samlet det hele. En lettelsens suk kan høres langt væk. Alt er klaret på 25 min! Meget meget heldigt. Der kommer en dejlig nedkørsel og vi er ude af skoven. Her efter kommer der 140 højdemeter over 6km på grusvej. Blæsende, koldt og modbydeligt. Måske kommer der regn? Det er megasurt. Vi er trætte og har allerede cyklet mere end vi troede vi skulle. Vi cykler over en lille stenbro hvor skiltet med ”Tomintoul” står. Vi er glade, men det ændrer sig hurtigt da vi kommer ind i noget der minder om et vådområde. Det har regnet massivt og vi hopper nærmest fra tue til tue for ikke at få våde tæer – NOT. Det er på ingen måde muligt, at cykle. Vi kan ikke komme igennem skoven selvom vi havde haft lyst til det for der er ståltrådshegn. Jeg tror for alvor, at vi er kørt forkert. Vi går og balancerer på kanten af nogle dyrestier. Det er River Avon vi slås med, som er gået over sine bredder alt for mange steder.
John nærmest parkerer sin cykel i dette rædselsfulde mudder som opfører sig som bundløst slam, der stinker. Vi kæmper og finder endelig en sti som leder os ud af området og videre ad asfalt til vores B&B på hovedgaden – efter ca. 70 km og 1176 højdemeter. Vores værtinde er et sødt og venligt sludrechartol. Vi får et velfortjent bad, og mine sko bliver stoppet med gamle aviser og sat på radiatoren i badeværelset for at kunne tørre.Dejligt stort værelse, hvor vi også her kunne brygge lidt kaffe.
Aftensmaden blev indtaget på ”The Clock House restaurant”, hvor kokken har arbejdet for kongehuset. Rigtige gode burgere og pommes.
26 Maj Tomintoul-Ballater. 58 km og 920 højdemeter.
Vores værtinde skræmmer os ved, at sige, at i dag bliver virkelig hård fordi vi skal over passet. Hendes mand siger til gengæld at det bliver en dejlig nærmest afslappende dag. Hvad skal vi tro!! De første 20 km er hyggelige og vi cykler på en blanding af bred grusvej, stier og lidt ral. Så begynder det ellers at blive noget mere stejlt, og det bliver en blanding af cykling og trækken med cyklerne de næste ca. 5 km og 340 højdemeter. Vi sveder for det er hårdt, at trække cyklerne, og mentalt hårdt fordi vi flere gange tror at nu er det slut efter næste sving, men nej. Belønningen kommer til den der venter, som man siger. Resten af turen blev stort set en lang nedkørsel i det smukke landskab som førte os forbi Dronning Elisabeth´s sommerresidens, Balmoral. I foråret fyldte hun 90 år, og fejrede sig selv i 2 måneder. Vi tror hun var på slottet for der var mange Bobby´er og flaget var hejst – vi var ikke velkomne. For første gang på turen kørte vi forbi et whiskydestilleri, ”Royal Lochnagar Distillery” men da ingen af os er store whiskyentusiaster gik vi ikke ind. Vi nåede Ballater kl 14.30, hvilket jo var luksus i sig selv. Ballater er en større by med butikker og caféer og endda en COOP. Vi fik cappuccinos og kage, uhm, inden vi fandt nattens logi. Vores B&B var en meget stor og flot villa, hvor vi fik fornemmelsen af at det var for at holde konen beskæftiget. Igen kunne vi lave en kop kaffe på værelset. Jeg fik æren af, at komme i iskoldt bad, mens John gik sidst i bad – varmt vand til ham, hhrrmm. Efter det opfriskende bad gik vi på jagt efter aftensmad. Byen så faktisk noget sølle og forladt ud hvilket undrede os. I et butiksvindue fandt vi så forklaringen. Der havde været en kæmpe oversvømmelse nytårsaften 2015/2016, hvor River Dee var gået over sine bredder. 
Der må have været massive mængder regn for vi kørte over broen da vi kom til byen. Gulvene i mange lukkede butikker var revet op, og nogle få butikker var interimistisk indrettet. Vi ledte længe efter et sted, hvor vi kunne få noget at spise. Morgenmaden blev indtaget i noget der lignede en gildesal. Værtsparrets bryllupsbillede hang på væggen. Han kommer fra en ægte skotsk klan. De var blevet viet i denne sal/stue, og havde holdt receptionen ude i byen. Værtinden var så sød, at pakke madpakker til os uden,at ville have penge for det.
27 Maj Ballater til Edzell, 60 km og 1050 højdemeter
Det startede ganske smukt ind igennem skoven til Aboyne. Efter denne lille by begynder det så vanen tro, at gå opad. Det foregår inde i skoven på brede stejle skovveje, men med meget våde sten i mange størrelser. Vejen snævrer ind til en slags vandrender med rødder, dog farbare. Efterhånden forlader vi skoven for, at komme ud i et højlandsområde med lyng og små træer, hvor sporet bliver så dybt, at det er umuligt at cykle fordi pedalerne rager på kanterne. 1½ time efter opstigningen og 300 højdemeter går det endelig nedad. Et hus kan skimtes i det fjerne, og kursen bliver sat til, at det er der vi vil spise frokost. Det blæser, men vi finder læ ved muren. Der kommer lidt dejlig nedkørsel, men glæden er kort for vi kan se den næste lede opkørsel. Endnu en gang måtte vi af cyklerne for at trække dem op af den stejle grussti. 1 time og 400 højdemeter!! Senere. Vendte man blikket bagud kunne hele stien næsten overskues.
Meget fascinerende. Så man den anden vej var det lige så skræmmende og nedslående idet man kunne se toppen, men ikke hvor langt der reelt var. Det eneste, der holdt os oppe var at rejsebeskrivelsen lovede en fantastisk down hill tur som afslutning på dagen. Vi sidder på toppen, på et plateau som lidt ligner en kommende p-plads til eventuelle vandrere. Det lovede ikke godt for den påståede down hill tur. Sjældent er vi blevet mere skuffede. Det gik godt nok nedad, MEN ikke hvad vi forstår som down hill. Totalt spild af 550 højdemeter og 25 km. Det startede med latterlig grus og ral, og gik over i almindelig sti for at ende på asfalt i Edzell.
Vores værtspar var et ældre ægtepar, og en hund. Huset var et helt almindeligt parcelhus, hvor jeg havde fornemmelsen af at sove i deres private soveværelse. Han var oprindeligt fra Irland og mente helt bestemt at Danmark og Irland havde meget til fælles. Han var meget snakkesaglig selvom han til, at begynde med virkede brovten. Vi måtte ikke lægge vådt tøj på radiatoren på værelset fordi det ville give fugt i huset. Vi måtte hænge det ud på snoren i haven. Jeg var lidt bekymret for om mine inderbukser kunne nå, at blive tørre. Vi skulle ned ad hovedgaden for at finde aftensmad og proviantere lidt til den sidste dag. Vi var faktisk lidt bekymrede for den sidste dag for turudbyderen havde sagt, vi ville blive samlet op kl 14 i Stonehaven. Vi fik det lavet om til 14.30 idet vi jo havde de andre dage in mente og derfor troede vi skulle køre ret stærkt i hårdt terræn for at kunne nå det. Nå, men inden vi skulle ud af huset fik vi formaninger om IKKE, at tage det der stod på menukortet men det der blev tilbudt om tavlemenu. Som sagt så gjort. Maden var ok, intet ekstra-ordinært. Da vi kom tilbage blev vi nærmest krydsforhørt om hvad vi havde fået at spise og om det smagte godt – han ville jo ikke anbefale restauranten på hotellet en anden gang, hvis ikke det var godt. Mens vi stod der i køkkenet fik jeg øje på mine inderbukser liggende på komfuret til tørre. Det var ret komisk. Jeg var glad for, at have fravalgt røræg til morgenmad 😉 Vi gik tidligt i seng. Tankerne kredsede om sidste dag, og om alt det vi havde oplevet i den forgangne uge.
28 Maj Edzell til Stonehaven, 50km og ca 850 højdemeter.
Morgenmaden blev indtaget mens vores vært underholdt med hvor mange forskellige fugle vi ville se på turen. Vi var dog mere optagede af at komme hurtigt afsted så vi kunne nå destinationen. Vi lagde ud med at køre på asfalt i højt tempo. Brian syntes vi kørte for stærkt, men det var jo med, at udnytte vejen. Asfalten føltes meget mærkelig. Det føltes som om der var modhager på. John måtte stå af cyklen for, at tjekke om det var snavs i kuglelejerne som gav modstand. Nej. Vi kørte endnu en gang ind i skoven, og var nervøse for om vi en sidste gang skulle møde en voldsom opstigning. Den kom heldigvis ikke, men der var højdemeter nok på skovvej. En, to, tre så kunne vi pludselig se Nordsøen fra et højdedrag og vi vidste, at der kun var få km tilbage af denne fantastiske tur. Vi nåede havnen i Stonehaven inden kl var 14. Belønningen var en kæmpeis og smilet var stort. Vi kunne slappe af og nyde det gode vejr inden taxien hentede os. Cyklerne skulle lige pakkes sammen inden vi blev kørt tilbage til Edinburgh, hvor vi skulle overnatte inden flyet tog os tilbage til København.
Det har været en fantastisk tur og en kæmpe bedrift, at cykle fra kyst til kyst. Tak for turen til Brian, Stormen og John.