Havnefest

Efter en uge med halsbetændelse og nul motion var det rart at komme ud i den hårdt tiltrængte danske sommer. Turen gik til Odense havn, hvor der var Kulturfestival med alverdens aktiviteter og masser af Steet Food. Vi kom forbi en plads, hvor man kunne låne cykler, der var bygget sammen af mange forskellige dele. Meget fantasifuldt. Jeg kan for eksempel godt se fidusen i en cykel bygget sammen med en håndskubber til at slå græsset med 😉 Funktionel træning på en ny måde?

Hvis man skal på familieudflugt findes der også en løsning på dette. I stedet for tandem så er der cykel til 4. Vejret var fantastisk og stemningen høj.

Lidt malurt i bægeret kom der dog. Jeg kunne ikke lade være med at tage billeder af denne installation, kaldet Unbearable  med en isbjørn spiddet af et olietrør. Røret er samtidig en kurve der viser forbruget af olie fra år 1700 til 2015.

Uden at denne blog på nogen måde skal være politisk så hænger symbolikken sammen med vores adfærd. Hvis vi alle for eksempel bare cyklede lidt mere kunne vi spare lidt på kuldioxid-udledningen. (Der er naturligvis rigtig mange andre ting vi også kan gøre).

God weekend under alle omstændigheder.

Flere km tilføjet

Efter en uge med enorme mængder af nedbør samt nattefrost viser denne lørdag sig fra den pæne side  – vejrmæssigt.

Vi kører mod Svendborg, ned til  Skovhuggeren hvor de har tilføjet flere km til det eksisterende spor.

Det er så ikke kun flere km, men også et road gap de har tilføjet. Til dem, der synes det er sjovt og spændende. Det er supergodt lavet ligesom de mange nye berms de har tilføjet. Der er virkelig godt flow i det nye, og selvom man siger til sig selv at man lige skal tage det med ro så kommer der et nyt stykke hvor man bare bliver nødt til, at give den gas fordi det er så fedt. Selvom det har regnet for vildt så er sporet faktisk ikke ret mudret.

Så tillykke til Skovhuggeren og tillykke til os andre der har fået mere skov at lege i – når licensen er betalt.

Skal – skal Ikke??

Puha.

Gæster i går samt god rødvin er ikke kompatibelt med, at stå tidligt op. Jeg overvejer at blive i sengen og trække dynen op over hovedet igen. Min kære mand siger kækt ” så kører jeg bare alene” velvidende at denne sætning appelerer til mit lille “du skal ikke køre flere km end mig-konkurrencegen” ; -)

Jeg står op og kigger på katten. Han er heller ikke klar til, at stå op. Suk. Nå men jeg ved jo godt, at jeg vil elske mig selv for at komme i omdrejninger og komme afsted. Der er kun 4ºC udenfor, men DMI lover i det mindste først regn hen under aften. Turen går til Hårby, Trunderupskoven på Sydfyn med klubben.

Efter træningen er temperaturen steget til 15ºC, og så var det jo dejligt, at have tilbragt et par timer ude i det fri alligevel. Og mit knæ gør kun lidt ondt.

Kaffen  hjemme var velfortjent; -)

Nyd den sidste fridag i morgen.

 

 

Forårstur med ligesindede

Så kan man endelig komme ude at cykle uden at blive alt for beskidt. Ikke at jeg har noget imod mudder men det er bare sjovere, at cykle, hvis solen skinner lidt. Dagen har bare været smuk, og anemonerne vælter frem fra skovbunden.

9 kvinder fra Høje Tåstrup og omegn samt 5 kvinder fra Odense (og omegn) tog en tur i Langesø skoven til sporvisning. Meningen er så at vi tager over til deres “baghave”. Det er bare så fedt, at kunne udveksle erfaringer med andre, og se noget andet natur end det man er vant til. Det kan nemlig give en falsk følelse af, at kunne mestre nogle ting fordi man kender sporet, men hjernen skal narres og trænes med andre forhindringer før man bliver dygtig. Det gælder for øvrigt også i mange andre situationer.

Arrangementet stod prettydirty.dk for.

Det har været en skøn dag, hvor grænserne er blevet flyttet for nogle og andre har bare haft en skøn cykeldag.

Det er næsten blevet en tradition, at slutte af med kaffe og kage og sludre om sporet og alle mulige andre ting.

Mens vi andre spiste kage snuppede yngste deltager lige 2 omgange rundt på Sydsporet – uden at der var antydning af træthed. Det viser sig at være ingen ringere end superseje Clara blohm Clemmensen. Hendes fede cykel “afslørede” hende 😉

Cykelmesse

Weekenden har budt forårsvejr, men eftersom mit knæ stadig driller så tog vi til Copenhagen Bike Show . Der var cykler i alle afskygninger. Fantasien fejler ingenting hvad angår design af cykler og tilbehør til disse. Der findes f.eks sokker til cyklen!! Dvs man kunne købe et cover til cyklen så den bliver gemt lidt væk, hvis man ikke har en garage eller et andet sted at sætte den. Derudover var der naturligvis landevejscykler og MTB samt masser af tøj og rejsearrangører til cykel/MTB ferier.

Mine favoritstande var helt klart Prettydirty.dk og pronghornracing.dk

Prettydirty.dk

 

Her kunne jeg finde fedt MTB-tøj lavet af og til kvinder – Og der kommer snart forårstøj 😉

 

 

Pronghornracing.dk

Hvis jeg havde ambitionerne, benene og pengene købte jeg denne pronghorncykel. Bygges i Danmark efter kundens ønkser. Den er for fed!! 27,5″ 100% carbon, 1×11 XTR elektrisk gear og XTR bremser.

 

New Zealand Big Tour 16-25 februar 2017, Sydøen

1602 Torsdag

I dag skal vi sejle fra Nordøen til Sydøen. Vi skal overnatte i Nelson. Alle vi har mødt siger, at sydøen er den smukkeste og mest pittoreske. Vi har store forventninger.

Inden vi skulle afsted gik vi en tur til stranden. Her må jeg indrømme mit gamle bikiniwindsurferhjerte bankede. Vinden var helt perfekt og jeg ville have kunnet surfe 15 km på en halvvind ; -)

Færgeturen tog godt 3 timer. Selvom der kun er 20 km mellem de 2 øer sejler vi 92km fordi vi skal fra Wellington til Picton som ligger langt inde i en slags fjord beskyttet fra Cock Street.

Vi skal bo i et lækkert hus ejet af en kvinde på 80 år,  der lejer sit hjem ud fordi hun tit er på Tasmanien for, at besøge kæresten 😉

Vi havde egentlig regnet med, at vi skulle en tur i den nye bikepark i Christchurch når vi kom derned, men den er desværre brændt ned.  http://m.nzherald.co.nz/christchurch-christchurch/news/article.cfm?l_id=187&objectid=11801843

Det er virkelig trist.

Hvis I vil se billeder som vores guide har taget så klik  på hans facebookside; https://m.facebook.com/RealMountainBikingAdventuresNZ  Man behøver ikke selv, at have en profil, for at se og læse det han skriver.

1702 fredag

Dagen i dag bød på Dun Mountain trackSporet er faktisk den første togbane fra dengang man brød kobber og andre mineraler i minerne. Der var lidt regn til, at starte med og 20ºC – og  meget lang stigning. Vi får virkelig bøllebank af MTB-ryttere, der er meget ældre end os. Steve har taget en anden MTB-ven, Dale, med på sydøen. Han er 65 år og deltog i et løb sidste år, hvor man i bogstaveligste forstand cykler fra nordøen til sydøen – ca 3000km – alene. Da vi skulle have en pause mødte vi et par andre ryttere, der også holdt pause. De var et godt eksempel på, at det ikke er det nyeste udstyr, der får rytteren over bjerget. Cyklen var en 20 år gammel hard tail med fælgbremser, 14 gear og en fox forgaffel med 30mm vandring!!!!! Respekt!!!!!!

Det regnede en del da vi nåede “windy Point”, og vi havde vinden lige i hovedet. Det var en ret krævende nedkørsel, ca 10 km med snævre sving og masser af løse sten.

Superfed tur.

1802 Lørdag

I dag skulle turen gå til den episke og legendariske nyåbnede  Old Ghost Road. Jeg havde besluttet mig for ikke at cykle, da det er mega teknisk og mange højdemeter som mit knæ ikke har godt af. John og Steve ville afsted, men kun til den første hytte for vejrudsigten var bestemt ikke positiv; “thunderstorm” i 1300moh.

De startede ud i 26°C, og temperaturen faldt ikke ret meget selvom det begyndte at regne og blæse. Det havde regnet en del om natten så nogle steder var der små vandfald, der skulle passeres på sporet.

På billedet kan man  se skyerne trække sig sammen. De besluttede sig for at vende om. Guiden havde dagen før taget et snævert sving på hovedet så han var ikke så godt kørende.

Efter de var taget afsted gik Dale og jeg et par km op ad den samme rute. Vi blev mødt af en meget nærgående fugl som man kalder for en “robin”. Nuttet. Den hakkede lidt i sandalen.

 

Planen var oprindeligt, at John, guiden og jeg skulle have sovet i en hytte på “Old Ghost Road”, så vi måtte finde et andet sted at sove. Vi kørte til Reefton og fik de sidste 2 værelser i byen. Alt var fuldt booket pga et MC- træf og et veteranbilstræf.

1902 Søndag

Endnu en dag i historiens tegn. Vi har overnattet i Reefton. Den første by i NZ, hvor man i 1888 fik elektrisk lys både på et hotel og gadebelysning. Byen har indtil for nylig både brudt kul og guld, men man har lukket minerne. vi har cyklet Murray Creek track. Det er ikke et spor, der bliver brugt ret meget, hvilket er synd for der en mange steder hvor man kan fornemme historien om et hårdt liv i minerne. Der var sindssygt mange stejle trapper både op og ned som man kun kunne trække eller bære cyklerne på. John bar min, så jeg ikke skulle belaste knæet alt for meget.

 

På vejen tilbage kom vi forbi Black´s Point museum, hvor man bl.a. kunne se en stenknuser (battery stamper) smadre sten fra bruddet så man kunne få mineraler og guld ud.  Der var også et par renoverede motorer som kunne trække en rem  til f.eks en stenknuser.

De næste 2 nætter skal vi bo i et forhenværende hjem fra 1949 for sygeplejersker, med 30 værelser, fællesbad og toiletter. Meget charmerende. Stadig i Reefton.

 

2002 mandag

“Hviledagen” i dag blev brugt på mere historie, og en cykeltur i byen. Vi fik besøgt The Bearded Miners. Her har man lavet en kopi af et gammel skur/hus fra 1860-erne på 15 kvadratmeter af cedertræ, hvor en familie havde boet mens faderen gravede i minen. Der var 3-4 frivillige mænd (måske forhenværende ZZ-Top-medlemmer efter udseendet at dømme 😉 )  til, at vise rundt og forklare.

Vi fik fortalt og vist  hvordan man brugte et vaskefad til at finde guld, og hvilke andre mineraler og metaller man gik efter. Det var noget lidt andet end da man som barn selv gjorde det i Legoland ;-). Han var faktisk selv lidt overrasket over, at se en lillebitte flig guld i vaskefadet ” it´s not suppose to be there!!”. Reefton har virkelig været en rig by engang. Nu er de fleste butikker lukkede.

2102 Tirsdag

Vi forlader Reefton og kører mod Hokitika. Det er et dramatisk landskab med en blanding af floder, udtørrede flodsenge, vådområder og den sydlige bjergkæde, eller alper som de kalder dem hernede. Vi cykler Kaniere Water Race track.

Meget nem indtil vi nåede Kanieresøen, og så blev det ret udfordrende. John måtte igen bære min cykel pga latterlige trapper. Sporet blev meget smalt med en 1m dyb grøft på den ene side og skrænt på den anden side. Der var også en del forhindringer, der skulle forceres.

Overnatningsstedet er noget et for sig selv. Det er såkaldt “Glamping”. Det betyder glamourøs camping 🙂 Udendørs badekar og køkken samt et telt med dyreskind på trægulvet og en stor seng omgivet af myggenet, hvilket er helt uundværligt. Fedt – 2 nætter her ; -)

Kim som har stedet sammen med sin kone har inviteret os til middag. Alt er nærmest hjemmelavet eller “hjemmedyrket”. Der er grise, får og høns på matriklen. Stedet har været en guldmine, som man i 1956 stoppede med at grave i. Derefter tog modernatur over og skabte et grønt paradis. Der er 2 andre gæster (fra Frankrig) eller rettere “woofies”. Der er et slangudtryk for folk, der kommer på frivillig vis for, at arbejde for kost og logi.

Kim fortalte, at afstanden mellem Hokitika og Queensland er lige så stor som mellem Auckland og Wellington. Til gengæld bor der kun 33.000 mennesker, og Hokitika er den 3. største by på vestkysten. med 300o indbyggere. Hokitika har det eneste supermarked i 150 km omkreds.

2202 Onsdag

Vi har kørt en fantastisk smuk lang og nem tur i dag, nemlig en del af West Coast Wilderness Trail. Vi cyklede fra Kumara til Kaniere. Spiste madpakken midt ude i ingenting, men alligevel et sted man har lavet til et “Cowboy Paradise”. En sjov gimmick, hvor man går på saloon eller kan skyde efter ting. Der er også mulighed for overnatning, da hele sporet er på 136km. Sporet fører os forbi kysten, ind i regnskov og ud i sumpområder, store flodbunde uden ret meget vand med bjergene i baggrunden. Nogle af floderne får vand fra de 2 gletschere, Frans Josef og Fox længere sydpå. Vandet herfra har en meget smuk blå farve.

Efter sådan en lang cykeltur var det superskønt, at fylde det udendørs badekar 😉  – og lidt mærkeligt, ved tanken om, at Danmark har dårligt vejr.

2302 Torsdag

I nat så vi noget af det smukkeste man kan opleve – i min optik. Uden store byers lysforurening dukker der myriader af stjerner frem på himlen. Så mange og så tæt at man kan fornemme mælkevejen. Ubeskriveligt smukt. På en måde var jeg ked af ikke at kunne tage et billede og på den anden side utrolig opslugt af bare at opleve.

Endnu en rejsedag i dag. Vi skulle til Castle Hill som er mod østkysten og Christchurch. Inden vi forlod Hokitika nåede vi ind på “National Kiwi Center”. Det var vores eneste chance for, at se nationalfuglen. Det var forbudt at fotografere – fuglene ville blive megastressede fordi de er jo er natdyr. Dem vi så var på størrelse med høns, men der er forskellige slags Kiwier. Det er den eneste fugl der stadig har næsebor yderst på næbbet. Den lever primært at sandfluer. Der var også ål i et stort bassin på dette center. Mellem 80-100 år gamle, 2m lange og 25kg!! De var blinde pga alder så dyrepasseren var nødt til, at røre ved dem for, at få dem til at, æde det rå bøfkød de fik som foder.

 

På stranden i Hokitika afholdes der hvert år en konkurrence om hvem, der kan lave den bedste skulptur ud af sand og drivtømmer. Kunstværkerne får lov, at blive stående fra år til år.

Det ligner en forladt strand. Ingen badegæster. Måske fordi der er stærk understrøm i bølgerne fra det Tasmanske hav?

Endnu en gang fik vi set det vidunderlige landskab, og igen var det helt forskelligt fra det vi har set tidligere. Nu må vi endelig kalde det for bjerge. “This is real mountains all the other stuff is just hills”, siger Steve. Vi kravlede over “Athur´s Pass””, og forbi “Death´s Corner”. Der er heldigvis blevet lavet en omfartsvej over kløften som er mere sikker. Førhen skred der klippestykker ned på vejen og forårsagede ulykker.

Frokosten blev indtaget efter passet. Her lever endnu en særegen fugl, en Kea. En alpin papegøje, der er fræk som en slagterhund. Den elsker f.eks, at hive viskerbladet af vinduesviskerne på biler.

De sidste 2 overnatninger foregår i en alpin bjælkehytte lavet af douglastræ. Superlækkert sted og udsigten fejler heller ikke noget.

Det er ikke til, at fatte, at vi snart skal hjem igen. vi skal lige sove i Christchurch fra lørdag til søndag inden vi flyver hjemad. John og jeg lavede mad mens de 2 andre fik cyklet en kort, men hård tur. De laver mad i morgen.

2402 Fredag

Der var også mange stjerner på himlen i nat. Det blev dog overgået af en helt anden begivenhed; nemlig jordskælv!!! kl 02.15 vågnede vi ved, at hele huset rystede. Total mærkelig oplevelse. Der kom i alt 4 skælv. Epicenteret var kun 8km herfra og kun 8km dyb. 4.9 på skalaen.

Vi fik den sidste MTB tur i dag i det mest fantastiske landskab. Bjerge alle vegne, høj sol, blå himmel og ingen vind. Det kunne ikke blive bedre. Turen gik til Craigieburn tracks, hvor vi kørte Dracophyllum flat track og Hogs Back Track. Nærmest ubeskriveligt fedt – og hårdt. Det blev samlet til et par km gående opad.

2502 Lørdag

Eftersom vi ikke kunne komme i den nye bike park i Christchurch valgte vi, at se på  Castle Hill området inden vi kørte ind til byen og den sidste overnatning.

Det er kæmpe store kalksten, der bare er spredt ud over det hele. Kalksten fra dette sted er blevet brugt til mange bygninger i Christchurch bl.a. katedralen.

I 2011 var der et meget stort jordskælv, som dræbte mange mennesker og ødelagde mange bygninger. Midtbyen er stadig ved at blive genopbygget, og katedralen står stadig som et forladt monument over den store ødelæggelse sådan et skælv kan forårsage. Vi gik en tur gennem den botanisk have. Det er en kæmpestor have og meget smuk.

Vi har cyklet 330-420km, op til 6000 højdemeter, kørt 2500km i bil og boet 11 forskellige steder. Vi har oplevet det mest fantastiske landskab og de fedeste MTB-spor. De mennesker vi har mødt har været venlige og imødekommende.

Vores ferie er slut. Nu venter bare en lang flyvetur hjem. Vi glæder os også til at komme hjem og se familie og venner igen.

Tak fordi du læste med. Håber du vender tilbage for jeg vil skrive om andre MTB-ture store som små, korte som lange. Derudover vil jeg naturligvis også skrive når jeg har været på en skiferie. jeg vil også skrive om udstyr mm. Du er velkommen til, at skrive til mig, hvis du eventuelt gerne vil have en debat om et emne?

Tak til John for, at være den bedste rejsekammerat.

“Crank it up and shoot off”, som de siger hernede.

New Zealand Big Tour 4-15 februar 2017, Nordøen


Nu er tiden endelig kommet, hvor vi skal afsted på vores drømmerejse. Turen går til New Zealand,  NZ . Vi har talt om det i 20 år,  og på torsdag flyver vi. Det bliver så vildt og fantastisk – og nok også hårdt 😉 21 dage på MTB med 3 indlagte fridage.

Der er arrangeret pasning af hus og katte,  så ingen er alene hjemme på noget tidspunkt.

Lidt info om NZ;  En stat med ca 4.5 mill indbyggere og ca 25 mill får,  der hører til Common Wealth,  hvor den engelske dronning Elisabeth II er overhoved,  og en folkevalgt premierminister. Landet består af 2 store øer samt nogle småøer. Nordøen og sydøen er delt af havet ( ca. 3½t færgeoverfart).  Landet er ca. 1600 km langt. Hovedstaden hedder Wellington, og ligger sydøst på Nordøen. Nærmeste nabo er Australien ca. 2000 km væk.

Grundet den hvide mandˋs indtrængen til NZ er der mange invasive arter – både dyr og planter som man prøver,  at bekæmpe så det vilde og mangfoldige fugleliv kan forblive. Man skyder pungrotter,  kaniner,  vildsvin mm.

0402 Lørdag

Endelig landede vi i Auckland.  Det har været en lang tur.  vi lagde ud med 1 times forsinkelse i Kastrup,  og var over 2 timer forsinket da vi nåede Dubai.  Det er den største lufthavn jeg nogensinde har set.  Lufthavnen har sit eget metrotog. Vi fik kun sovet i 3½ time 🙁 på hotellet.

I New Zealand er man meget strikse med hensyn til importerede fødevarer etc.  vi skulle pakke cyklerne ud så de kunne se,  at der ikke var medbragt fremmed jord og dermed eventuelle mikroorganismer eller frø.  Godt,  at John havde været så omhyggelig med rengøringen hjemmefra.  Jeg havde ikke skænket det en tanke.

 

Solopgangen set fra flykameraet var meget smuk. Da vi landede kl. 11.05 lokal tid var temperaturen 21°C og himlen var klar.

 

 

 

I lufthavnen stod denne skulptur af Dværgenes Konge for “Ringenes Herre”. Det er det tætteste vi kommer “Herredet” – i denne omgang.

 

I morgen går det løs.  Så starter den store cykeltur. Vi bliver hentet af guiden, og så kører vi til Rotorua. Byen ligger i et rekreativt område med termiske bade,  og mange MTB muligheder.  De fleste steder i New Zealand har navn efter Maori-folket,  som er det oprindelige folk.

0502 søndag.

Vi blev hentet af Steve som skal være vores guide på turen.  Meget venlig mand på omkring 60+. Vi tænker begge, at ham kan vi sagtens følge med, haha.

Turen til Rotorua tog 3 timer og, som man kan se kom vi tættere på Hobbitton end jeg troede.

Ved ankomsten var der 30ºC. Godt vi har købt faktor 50+ solcreme. Vi skulle køre en tur i Redwoodskoven. En skov der oprindeligt blev beplantet i 1899 med mange forskellige typer træ, for at teste hvilke, der voksede hurtigst til brug for tømmerindustrien.  Der var også mange bregner,  kaldet silver ferns, som er en national plante, med 2,5m lange blade. Det lignede palmer. 

Sporene og nogle af sektionerne har forskellige navne ligesom i DK. Vi har bl.a kørt på nice road, sweet&sour og be rud not to. De har lavet et 100km race i denne skov, kun på single track, og kun det samme spor 1 gang, kaldet Whaka100.

I morgen kører vi videre til Minginui,  for at køre i oprindelig regnskov med naturlige spor.

0602 Mandag

Efter en times bilkørsel nåede vi længere sydpå til Minginui, Moerangi trails. Her skal vi bo på en slags B&B, et sted, hvor vi selv laver morgenmad,  men kan købe aftensmad.  I aften skal vi spise privat hos værtsparret, hvor konen er kiwi. Vi skal have vildsvin. Det smagte ikke så godt mest på grund af måden hvorpå svinet er fanget.  Man jager det i skoven med specielle hunderacer.  Hundene får en gps-dims på så jægeren kan finde hunden når den har fundet vildsvinene.  Vores vært har fire hunde;  2 stod i 2m lange kæder mens de 2  andre sad i hver deres bur,  på 2x 1m 🙁 🙁 De kommer kun ud når de skal på jagt.

Det var en fantastisk tur på Whirinaki forest MTB track i pragtfuld natur. Regnskov med de store bregner og meget frodigt.

I morgen kører vi til Kinloch via Taupo for, at køre Rainbow Mountain track.

0702 Tirsdag

Køreturen til Rainbow Mountain Track gik gennem fældet skov,  som nu er omlagt til stordrift af kvæg.  De går ude på græs hele året. Der er flest køer på Nordøen,  og flest får på Sydøen qua det bjergrige terræn. jeg bliver dog nødt til,  at sige at der ikke mangler bjerge på Nordøen,  hvor vi er nu 😉

De første 200m af sporet var okay, så det var bare om at trampe i pedalerne. Det gik stejlt opad derefter, ca 25%, så vi måtte af cyklerne for, at trække. vi holdt en lille pause så vi kunne nyde udsigten – og få pulsen ned igen.

Nedkørslen var superfed single track med drops og snævre sving 🙂 Noget mere stejlt end andet. Hele denne nedkørsel var anstrengelserne værd. Vi fik dyppet tæerne i en af de varme kilder, som er en del af de termiske områder, og spiste sandwich i skyggen inden vi kørte videre til Taupo-søen.  En kæmpestor sø, som udspringer fra en flod, Waikato River, der strækker sig ca  100 km op til Auckland,  med et tilhørende vandfald,  Haku Water Falls som går fra at være 100m bred og 4m dyb til kun 15m bred og over 10m dyb.

Vi cykler nordpå langs floden på Waikato River track ind i noget andet lækker skov. Desværre er der også meget her,  der går opad, men det er stadig single track og der er ca 33ºC nu. Lidt af en omvæltning fra danske vejrforhold.

Vi skal bo i et sommerhus.  Det er superfedt og meget moderne,  meget nordisk og meget langt fra det Hill Billy sted vi var i går.  Vi skal være her 2 overnatninger.  I morgen kører vi en lokal tur.

0802 Onsdag

Det regnede en del i nat så vi tog det stille og roligt fra morgenstunden, eftersom vi skulle køre en lokal tur, Kinloch headland loop. Meget af underlaget vi kører på og har kørt på er pimpsten fra vulkansk aktivitet eller nedfaldne blade, så det tørrer hurtigt. Taupo-søen er faktisk et vulkankrater, skabt for ca 26.500 år siden. Den dækker et areal på 616 kvadratkm, og er 46 km lang. Sporet er gammel regnskov bygget af frivillige med stor respekt for skoven. Man skal lige vænne sig til, at der må køres i begge retninger på sporet, hvilket kan være lidt svært når man kommer rundt om hjørnet med god fart.

Selvom vildtsvin er uønskede var det alligevel sjovt, at se 3 sorte grislinger komme farende ud af skoven. Det er svært, at se på billedet, men de løber foran John.

Vi så ikke ret mange mennesker ud over disse 4.

I morgen skal vi på Timber Trail . Vi skal bo ude i midten af ingenting, så der er nok ingen dækning.

0902 Torsdag

Vi forlod Kinloch, og kørte 1½time, hvoraf det meste foregik på grusvej, for at mødes med en gut, der skulle tage sig af vores bagage og bil+trailer. Det skulle umiddelbart være en kort dag med ca 40 km til vores overnatning. Turen starter i fantastisk regnskov, men det går kun en vej – og det er opad de næste 14 km. Hårdt og alligevel fantastisk pga skoven. Pampasgræs og skærmliljer anses for at være ukrudt hernede, mens vi betaler i dyre domme for at få dem i haven. Vi drejer fra selve sporet og cykler yderligere 6 km for at komme ind til “Black Fern Lodge” hvor vi skal lave mad og overnatte. Stedet er næsten et studie i sig selv. Det er kitsch hele vejen igennem. Der hvor vi skal sove var der i gamle gamle dage smedje mens der i gamle dage var fåreklipperskur. Nu er det så overnatningsmulighed for vandrere og MTB´ ere.

Disse 3 indfødte MTB-venner på 60+ sov også i hytten, og de var meget underholdende. Vi fik diskuteret emner som spildevand, laktosefri mælk og Brexit. De fortalte en historie om, at man i 1960-erne stadig rejste sig op når man var i biografen fordi de spillede “God save the Queen” før filmen startede.

1002 Fredag

Det regnede en del om natten så det var lidt spændende at se om sporet var fuldstændig mudret eller ej. Selvom solen skinnede var det koldt fra morgenstunden. Turens knap 700 højdemeter var spredt godt ud på de 57 km, så det var meget overkommeligt, med mange lange skønne  nedkørsler 🙂

Vi skal over 5 hængebroer hvoraf den længste strækker sig over 141m, og 100m ned til kløften. Den er delvis blevet bygget vha helikopter.

Fantastisk tur.

Bil+trailer står parkeret som aftalt og vi kører 1½ time til overnatningsstedet i Ohakune. Et skisportssted. Mega usselt sted. Området er pt i lavsæson fordi der ikke er meget sne på bjergene. På trods af det, er det fuldstændig overpris for dette nussede sted 🙁 🙁 🙁

Lørdag er hviledag, og søndag går det løs på Bridge to Nowhere

 

1202 Søndag

I dag har været meget lærerig og flot. “Bridge to Nowhere” er en sørgelig side af den newzealandske historie. I 1917 efter 1. verdenskrig gav staten de tilbageværende soldater og deres familier noget jord som de kunne bruge til landbrug. Det viste sig nærmest umuligt, at kunne dyrke noget som helst så de sidste indbyggere blev tvunget ud derfra med 250£ i kompensation. Der står stadig mange skilte med familienavne på  jordlodderne, og vi så den sidste stadig opretstående skorsten. Broen går over Mangapuruafloden i Whanganui nationalparken.

Det var blæst vældigt meget op i løbet af natten så vi var noget spændte på om turen blev til noget, men Steve var meget afslappet. En af Steve´s cykelklubvenner var kommet om fredagen for at cykle med.

For overhovedet, at komme til broen blev vi samlet op af en shuttle bus og kørt 1 time ind i landet ad grusvej. Lige inden vi skulle afsted spændte jeg min cykelhjelm. Gggrrrr justeringshjulet gik i stykker og bussen kørte snart. John fik fikset den okay så vi kunne komme ud af døren. Han fik fikset hjelmen i bussen 🙂 I bussen sad tilfældigvis 2 svenskere som vi også havde mødt på Timber Trail. Den første del af cykelturen var på 4WD grusvej. Der kom en del jægerne forbi os på quadbikes med et vildsvin på nakken.

Det havde ikke taget så lang tid som antaget, at cykle turen så vi måtte vente næsten 2 timer på den bestilte jetboat. I mellemtiden blev vi underholdt af 2 XC cykelvenner, der snakkede som var de betalt for det. De havde naturligvis campingblus med, så der blev lige serveret kaffe i ventetiden. Kanon 🙂 Der var små 3km fra broen til floden, hvor vi blev samlet op af en jetboat og sejlet 32km tilbage ad floden. Supersjovt. Herefter den sidste del af turen tilbage i shuttlebussen. Fed dag.

1302 Mandag

I dag er rejse/hviledag. vi skal køre ned til en forstad til Wellington kaldet Raumati, hvor Steve og hans kone bor. Vi skal faktisk bo i deres gæsteværelser i kælderen. Der er ½km til stranden og 3km til bjergene. Dejlig placering.

Det blæste for vildt og der kom  støvregn så vi undlod at cykle en tur inden vi kørte. Mit knæ er desværre heller ikke samarbejdsvillig 🙁 🙁

1402 Tirsdag

John og Steve cyklede en lokal tur i Kapitiområdet uden mig fordi mit knæ stadig er hævet, snøft snøft. Ud for kysten ligger øen Kapiti, som er et fuglereservat, hvor man bl.a. kan se den berømte Kiwi-fugl. En fugl der ikke kan flyve og primært kommer ud af busken om natten.

Vi blev inviteret til middag hos Steve og hans kone. Det var meget hyggeligt.

1502 Onsdag

John og Steve måtte igen i dag køre en tur uden mig. De fik dog følgeskab af en af Steve´s mtb-venner. De cyklede op til et af Wellingtons vartegn, som er en vindmølle.

Man har indhegnet et stort område på bjerget for, at beskytte fugle, der lægger æg på jorden og andre oprindelige arter mod importerede og uønskede (rov-)dyr. Det har taget 2 år og en masse penge, at fjerne de uønskede dyr. Det er lykkedes med stor succes og man overvejer, at gøre det andre steder også.

Mens de cyklede brugte jeg  tiden på, at slendre rundt på havnefronten i Wellington 🙂 Tro det eller lad være;  jeg har kun brugt penge på kaffe ( eller fordi jeg ikke har plads i kufferten) ; -)

 

 

Skotland

210516 Kastrup-Edinburgh

I dag skal vi endelig afsted. Vi har forberedt os så godt vi kunne mht træning, og indkøbt noget godt regntøj – det er jo trods alt Skotland vi skal til. Det er dog svært, at forberede sig når man ikke 100% ved hvad der venter èn. Vi er meget spændte og en smule skræmte over antallet af kilometer, og over højdemeterne i særdeleshed. En kammerat kører os til stationen – lidt en kamp, at få bagage og 2 cykelkufferter ind i bilen. Vores 2 rejsefæller står klar i Kastrup.

Vi lander i Edinburgh om eftermiddagen, hvor vi bliver hentet af en taxichauffør. Vi kører derefter 4½ time tværs over Skotland og ud til et lille fiskerleje ved navn Glenelg. Vi skal bo på Glenelg Inn. Det er et lille tophyggeligt sted som vi er kede af, at skulle forlade allerede dagen efter. Der er utroligt mange mennesker på kroen, og vi får rigtig god mad. Der er ild i pejsen. Vi har købt nogle øl på vejen som vi drikker mens vi samler cyklerne, og inden vi skal spise. Dagen i morgen lurer i baghovedet. Det bliver turens længste og absolut hårdeste pga. alle højdemeterne. Vi er også spændte på hvordan Stormen og Brian, klarer turen – mon de har fået trænet nok?

22 Maj Glenelg-Invergarry. 75 km og 1350 højdemeter

Vi fik charmet os til morgenmaden tidligere end den normalt ville blive serveret. Vi var alle max spændte, og ville gerne af sted så tidligt som muligt for vi forventede, at det ville tage 10 timer at nå til Invergarry. Vi får madpakke med til turen for det foregår i meget ensomt og forladt natur. Vi startede ud med at cykle længere sydvest på, ud langs kysten og med udsigt til ”Isle of Skye”. Humøret er højt, vi kører på asfalt. Med en seriøs lang stigning begynder alvoren måske at gå op for os? Vejret er fint og vi overlevede første stigning. Alt er godt. 2 timer senere drejer ruten væk fra asfalten og ind på grusvej. Ruten viser tænder allerede her, og vi bliver nødt til, at trække cyklerne for nu er det et stejlt spor med store og små løse våde sten. Vi har kun kørt ca 11 km, og kl er allerede 11.22. Det gode humør falder en smule. Stormen har senere fortalt, at det er her han fortrød, at vi havde sparet følgebilen væk, for han var klar til, at hoppe i bilen og køre direkte til Edinburgh for at flyve hjem og aldrig komme tilbage. Sporet lignede noget af resterne fra sidste istid, hvor store og små sten var revet af bjerget og lå hulter til bulter. De var våde, og der var stejlt. Vi spiste frokost i stilhed og delvis nedtrykt sindsstemning. I mit stille sind var jeg overbevist om at vi var faret vild, men John var meget overbevisende i sin fremtoning. Ergo var vi stadig på sporet. Det var bare OVERHOVEDET ikke det vi havde forventet. Det blev en dag med Bike&Hike!

Vi skiftevis cyklede og gik i en stor dal, hvor underlaget ikke kunne absorbere mere vand. Det gav våde sko til nogle 🙁  Langs med ruten var der en lille flod som vi skulle krydse. Vi var dog kommet en del væk fra det punkt hvor vi skulle krydse over så vi måtte gå/cykle tilbage. Udfordringen var bredden på en lille flod, og vandet havde ret god fart på. John fandt nogle trædesten, og kom tørskoet over. Brian og jeg smed sko og strømper, og gik ud i det kolde vand som gik op til knæene. Stormen var gået et stykke væk for, at se om han kunne komme tørskoet over et andet sted. – det kunne han ikke. Herefter var vejen atter god. Grusvej langs floden som blev til en kæmpesø. Indtil videre havde det regnet 2 gange, men kun for en kort bemærkning. Vi krydser dæmningen efter ca. 67 km ved Loch Garry og de sidste ca. 20km køres på stier og skønne single tracks. Undervejs er der et stort landbrug, hvor en flok højlandskvæg med kalve står midt ude på grusvejen. Tyren skal blandt andet passeres, og jeg var noget betænkelig ved at køre bagom ham. Han rørte sig dog ikke ud af flækken, og lignede nærmest en, der tænker at jeg er en idiot fordi jeg cykler der. Brian kan næsten ikke træde i pedalerne mere, mens Stormen er kommet ”lidt frem i bussen”. Vi når vores overnatningssted 20.40!!!. De var begyndt, at blive en smule urolige for os. De havde dog været ude for, at et hold var faret rigtig vild. Vi fik et velfortjent bad, og dejlig aftensmad hos Andrew og hans kone. Der bor folk fra andre nationer på vores B&B. De skal ud at vandre. Vores værelse er stort og hyggeligt, og vi kan brygge kaffe 🙂 Vi falder hurtigt i søvn grundet naturlig træthed.

23 Maj Invergarry-Laggan.  54 km og 1000 højdemeter.

Til trods for gårsdagens strabadser er humøret højt. Vi skal jo kun køre 54 km! Morgenmaden var god og fyldig. Vi får madpakke med. De første 6 km er skov og single track. Fra Loch Oich til sydlige del/start af Loch Ness ved Fort Augustus kører vi ad en bred grusvej, Great Glen Way, langs kanalen. Vi tjekker om Nessie er hjemme – men nej det er hun ikke. Cappuccinos ved søbredden, og så videre på farten. Stille og roligt opad indtil ca 20 km og 57 moh. Herefter bryder helvede løs for vi bevæger os fra asfalt til en dyresti i løbet af 0.5! Derefter til underlag med ral de næste 13 km opad til 772 moh. En af de længste stigninger på hele turen. Det er et pas, der skal forceres. I 3 stive timer med en hældning så stor, at vi går med cyklerne på store sten og grus som underlag. Vi fandt ud af at det er kategori 1 stigning !! Nogle har dog været dygtige nok til at CYKLE turen på 55min. På den anden side er der så ca 8 km løs rock garden down hill. Gennemsnitsfaldet er 7 % og op til 27%. Derefter mere nedkørsel på mere moderat underlag. Dagen blev dog ikke den ”walk over” vi havde troet. Til gengæld boede vi på et suverænt B&B med få værelser. Økologisk hele vejen igennem, og masser af mad. Lækker 3 retters menu får vi alt imens vi ser på påfuglen, der spankulerer rundt i haven sammen med høns og kaniner. Værelserne er store og nyrestaurerede, og vi kan brygge kaffe ( vi elsker kaffe 🙂 ) Værtinden´s farbror havde deltaget i 1. verdenskrig og var faldet i “Slaget ved Jylland´s kyst”, verdens største søslag, hvor 8000 døde. Værtsparret skal senere til Danmark for at hædre familiemedlemmet.

24 Maj Laggan-Avimore. 56km og 650 højdemeter.

Igen håber og tror vi på en rolig og overkommelig dag. Vi får madpakke med igen for ellers skal vi køre en omvej ind til en lille by, Kingusse. Vi kører i indbegrebet af skotsk højland, nemlig hede og lyng så langt øjet rækker. Vi cykler forbi en nedbrændt borg, Ruthven Barracks fra 1718. Vi cykler væk fra asfalten og ind i mere hedeland. Vi skal på et tidspunkt krydse et lille åløb via en bro, men kraftig regn har revet broen op af bredden og trukket den mange meter væk. Det betyder, at vi må finde på en anden måde at krydse vandet på. John cykler – naturligvis, mens vi andre smider sko og sokker endnu en gang og vader over.

Derefter længere ind i højlandets national park med masser af store grantræer. Disse træer er privatejede og en national stolthed. Frokosten bliver indtaget på en skovvej, og vejret er fint. Vi skal krydse noget vand igen, og vi bliver nødt til, at køre en lille omvej for at finde en bro. Derefter endnu mere lækker gammel skov med fantastisk single track. Inden vi når vores bestemmelsessted cykler vi forbi en stor sø, Loch an Eilein med en ø med en ruin. Meget pittoresk. Vi boede på et lille skihotel med bittesmå værelser. Vi kunne dog lave kaffe. Der var et tørrerum og en stor opholdsstue. Vi måtte i byen for at finde noget aftensmad. Avimore er faktisk et skisportssted, så der er flere muligheder for, at få noget at spise. Vi valgte ”the winkling owl”.

25 Maj Avimore-Tomintoul. ca 70 km og 780 højdemeter

Vi spiste morgenmad i en slags havestue. Eftersom vi var i en “rigtig” by kunne vi køre ned i det lokale supermarked for at handle til frokosten og resten af dagen. Vi kørte ind på fin single track i skoven, hvor Stormen punkterede. Vi mødte en del vandrere. Vi valgte, at køre single track ved Badaguish og køre tilbage rundt om søen, Loch Morlich, som er et enormt rekreativt område. Vi kører forkert, og det koster ca. 2 km og 140 højdemeter. Vi cyklede på en skovvej, og pludselig kommer en mand løbende sammen med sin hund. De forsvinder ind i vildnæsset, og vi bliver enige om, at det vi har gang i er forkert, men intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi vælger, at følge en sti ned i stedet for, at køre samme vej tilbage, og der åbenbarer sig det fedeste single track som rammer lige ud på det rigtige spor 🙂 Humøret er højt. Vi har kørt 54 km, og  på et single track skovstykke siger Brian lige pludselig, at hans gear føles mærkeligt?? Det viser sig, at han har tabt sit pully hjul samt skive og møtrik. For helvede!!! Hvor uheldig kan man være. Mens Brian og Stormen sendes ud på en “find dimsen” mission finder John pully hjulet og vi prøver at fikse cyklen med strips. De kommer tilbage med møtrik og skive og John får samlet det hele. En lettelsens suk kan høres langt væk. Alt er klaret på 25 min! Meget meget heldigt. Der kommer en dejlig nedkørsel og vi er ude af skoven. Her efter kommer der 140 højdemeter over 6km på grusvej. Blæsende, koldt og modbydeligt. Måske kommer der regn? Det er megasurt. Vi er trætte og har allerede cyklet mere end vi troede vi skulle. Vi cykler over en lille stenbro hvor skiltet med ”Tomintoul” står. Vi er glade, men det ændrer sig hurtigt da vi kommer ind i noget der minder om et vådområde. Det har regnet massivt og vi hopper nærmest fra tue til tue for ikke at få våde tæer – NOT. Det er på ingen måde muligt, at cykle. Vi kan ikke komme igennem skoven selvom vi havde haft lyst til det for der er ståltrådshegn. Jeg tror for alvor, at vi er kørt forkert. Vi går og balancerer på kanten af nogle dyrestier. Det er River Avon vi slås med, som er gået over sine bredder alt for mange steder.

John nærmest parkerer sin cykel i dette rædselsfulde mudder som opfører sig som bundløst slam, der stinker. Vi kæmper og finder endelig en sti som leder os ud af området og videre ad asfalt til vores B&B på hovedgaden – efter ca. 70 km og 1176 højdemeter. Vores værtinde er et sødt og venligt sludrechartol. Vi får et velfortjent bad, og mine sko bliver stoppet med gamle aviser og sat på radiatoren i badeværelset for at kunne tørre.Dejligt stort værelse, hvor vi også her kunne brygge lidt kaffe.

Aftensmaden blev indtaget på ”The Clock House restaurant”, hvor kokken har arbejdet for kongehuset. Rigtige gode burgere og pommes.

 

 

 

26 Maj Tomintoul-Ballater. 58 km og 920 højdemeter.

Vores værtinde skræmmer os ved, at sige, at i dag bliver virkelig hård fordi vi skal over passet. Hendes mand siger til gengæld at det bliver en dejlig nærmest afslappende dag. Hvad skal vi tro!! De første 20 km er hyggelige og vi cykler på en blanding af bred grusvej, stier og lidt ral. Så begynder det ellers at blive noget mere stejlt, og det bliver en blanding af cykling og trækken med cyklerne de næste ca. 5 km og 340 højdemeter. Vi sveder for det er hårdt, at trække cyklerne, og mentalt hårdt fordi vi flere gange tror at nu er det slut efter næste sving, men nej. Belønningen kommer til den der venter, som man siger. Resten af turen blev stort set en lang nedkørsel i det smukke landskab som førte os forbi Dronning Elisabeth´s sommerresidens, Balmoral. I foråret fyldte hun 90 år, og fejrede sig selv i 2 måneder. Vi tror hun var på slottet for der var mange Bobby´er og flaget var hejst – vi var ikke velkomne. For første gang på turen kørte vi forbi et whiskydestilleri, ”Royal Lochnagar Distillery” men da ingen af os er store whiskyentusiaster gik vi ikke ind. Vi nåede Ballater kl 14.30, hvilket jo var luksus i sig selv. Ballater er en større by med butikker og caféer og endda en COOP. Vi fik cappuccinos og kage, uhm, inden vi fandt nattens logi. Vores B&B var en meget stor og flot villa, hvor vi fik fornemmelsen af at det var for at holde konen beskæftiget. Igen kunne vi lave en kop kaffe på værelset. Jeg fik æren af, at komme i iskoldt bad, mens John gik sidst i bad – varmt vand til ham, hhrrmm. Efter det opfriskende bad gik vi på jagt efter aftensmad. Byen så faktisk noget sølle og forladt ud hvilket undrede os. I et butiksvindue fandt vi så forklaringen. Der havde været en kæmpe oversvømmelse nytårsaften 2015/2016, hvor River Dee var gået over sine bredder. Der må have været massive mængder regn for vi kørte over broen da vi kom til byen. Gulvene i mange lukkede butikker var revet op, og nogle få butikker var interimistisk indrettet. Vi ledte længe efter et sted, hvor vi kunne få noget at spise. Morgenmaden blev indtaget i noget der lignede en gildesal. Værtsparrets bryllupsbillede hang på væggen. Han kommer fra en ægte skotsk klan. De var blevet viet i denne sal/stue, og havde holdt receptionen ude i byen. Værtinden var så sød, at pakke madpakker til os uden,at ville have penge for det.

27 Maj Ballater til Edzell, 60 km og 1050 højdemeter

Det startede ganske smukt ind igennem skoven til Aboyne. Efter denne lille by begynder det så vanen tro, at gå opad. Det foregår inde i skoven på brede stejle skovveje, men med meget våde sten i mange størrelser. Vejen snævrer ind til en slags vandrender med rødder, dog farbare. Efterhånden forlader vi skoven for, at komme ud i et højlandsområde med lyng og små træer, hvor sporet bliver så dybt, at det er umuligt at cykle fordi pedalerne rager på kanterne. 1½ time efter opstigningen og 300 højdemeter går det endelig nedad. Et hus kan skimtes i det fjerne, og kursen bliver sat til, at det er der vi vil spise frokost. Det blæser, men vi finder læ ved muren. Der kommer lidt dejlig nedkørsel, men glæden er kort for vi kan se den næste lede opkørsel. Endnu en gang måtte vi af cyklerne for at trække dem op af den stejle grussti. 1 time og 400 højdemeter!! Senere. Vendte man blikket bagud kunne hele stien næsten overskues.

Meget fascinerende. Så man den anden vej var det lige så skræmmende og nedslående idet man kunne se toppen, men ikke hvor langt der reelt var. Det eneste, der holdt os oppe var at rejsebeskrivelsen lovede en fantastisk down hill tur som afslutning på dagen. Vi sidder på toppen, på et plateau som lidt ligner en kommende p-plads til eventuelle vandrere. Det lovede ikke godt for den påståede down hill tur.  Sjældent er vi blevet mere skuffede. Det gik godt nok nedad, MEN ikke hvad vi forstår som down hill. Totalt spild af 550 højdemeter og 25 km. Det startede med latterlig grus og ral, og gik over i almindelig sti for at ende på asfalt i Edzell.

Vores værtspar var et ældre ægtepar, og en hund. Huset var et helt almindeligt parcelhus, hvor jeg havde fornemmelsen af at sove i deres private soveværelse. Han var oprindeligt fra Irland og mente helt bestemt at Danmark og Irland havde meget til fælles. Han var meget snakkesaglig selvom han til, at begynde med virkede brovten. Vi måtte ikke lægge vådt tøj på radiatoren på værelset fordi det ville give fugt i huset. Vi måtte hænge det ud på snoren i haven. Jeg var lidt bekymret for om mine inderbukser kunne nå, at blive tørre. Vi skulle ned ad hovedgaden for at finde aftensmad og proviantere lidt til den sidste dag. Vi var faktisk lidt bekymrede for den sidste dag for turudbyderen havde sagt, vi ville blive samlet op kl 14 i Stonehaven. Vi fik det lavet om til 14.30 idet vi jo havde de andre dage in mente og derfor troede vi skulle køre ret stærkt i hårdt terræn for at kunne nå det. Nå, men inden vi skulle ud af huset fik vi formaninger om IKKE, at tage det der stod på menukortet men det der blev tilbudt om tavlemenu. Som sagt så gjort. Maden var ok, intet ekstra-ordinært. Da vi kom tilbage blev vi nærmest krydsforhørt om hvad vi havde fået at spise og om det smagte godt – han ville jo ikke anbefale restauranten på hotellet en anden gang, hvis ikke det var godt. Mens vi stod der i køkkenet fik jeg øje på mine inderbukser liggende på komfuret til tørre. Det var ret komisk. Jeg var glad for, at have fravalgt røræg til morgenmad 😉 Vi gik tidligt i seng. Tankerne kredsede om sidste dag, og om alt det vi havde oplevet i den forgangne uge.

28 Maj Edzell til Stonehaven, 50km og ca 850 højdemeter.

Morgenmaden blev indtaget mens vores vært underholdt med hvor mange forskellige fugle vi ville se på turen. Vi var dog mere optagede af at komme hurtigt afsted så vi kunne nå destinationen. Vi lagde ud med at køre på asfalt i højt tempo. Brian syntes vi kørte for stærkt, men det var jo med, at udnytte vejen. Asfalten føltes meget mærkelig. Det føltes som om der var modhager på. John måtte stå af cyklen for, at tjekke om det var snavs i kuglelejerne som gav modstand. Nej. Vi kørte endnu en gang ind i skoven, og var nervøse for om vi en sidste gang skulle møde en voldsom opstigning. Den kom heldigvis ikke, men der var højdemeter nok på skovvej. En, to, tre så kunne vi pludselig se Nordsøen fra et højdedrag og vi vidste, at der kun var få km tilbage af denne fantastiske tur. Vi nåede havnen i Stonehaven inden kl var 14. Belønningen var en kæmpeis og smilet var stort. Vi kunne slappe af og nyde det gode vejr inden taxien hentede os. Cyklerne skulle lige pakkes sammen inden vi blev kørt tilbage til Edinburgh, hvor vi skulle overnatte inden flyet tog os tilbage til København.

Det har været en fantastisk tur og en kæmpe bedrift, at cykle fra kyst til kyst. Tak for turen til Brian, Stormen og John.