New Zealand Big Tour 16-25 februar 2017, Sydøen

1602 Torsdag

I dag skal vi sejle fra Nordøen til Sydøen. Vi skal overnatte i Nelson. Alle vi har mødt siger, at sydøen er den smukkeste og mest pittoreske. Vi har store forventninger.

Inden vi skulle afsted gik vi en tur til stranden. Her må jeg indrømme mit gamle bikiniwindsurferhjerte bankede. Vinden var helt perfekt og jeg ville have kunnet surfe 15 km på en halvvind ; -)

Færgeturen tog godt 3 timer. Selvom der kun er 20 km mellem de 2 øer sejler vi 92km fordi vi skal fra Wellington til Picton som ligger langt inde i en slags fjord beskyttet fra Cock Street.

Vi skal bo i et lækkert hus ejet af en kvinde på 80 år,  der lejer sit hjem ud fordi hun tit er på Tasmanien for, at besøge kæresten 😉

Vi havde egentlig regnet med, at vi skulle en tur i den nye bikepark i Christchurch når vi kom derned, men den er desværre brændt ned.  http://m.nzherald.co.nz/christchurch-christchurch/news/article.cfm?l_id=187&objectid=11801843

Det er virkelig trist.

Hvis I vil se billeder som vores guide har taget så klik  på hans facebookside; https://m.facebook.com/RealMountainBikingAdventuresNZ  Man behøver ikke selv, at have en profil, for at se og læse det han skriver.

1702 fredag

Dagen i dag bød på Dun Mountain trackSporet er faktisk den første togbane fra dengang man brød kobber og andre mineraler i minerne. Der var lidt regn til, at starte med og 20ºC – og  meget lang stigning. Vi får virkelig bøllebank af MTB-ryttere, der er meget ældre end os. Steve har taget en anden MTB-ven, Dale, med på sydøen. Han er 65 år og deltog i et løb sidste år, hvor man i bogstaveligste forstand cykler fra nordøen til sydøen – ca 3000km – alene. Da vi skulle have en pause mødte vi et par andre ryttere, der også holdt pause. De var et godt eksempel på, at det ikke er det nyeste udstyr, der får rytteren over bjerget. Cyklen var en 20 år gammel hard tail med fælgbremser, 14 gear og en fox forgaffel med 30mm vandring!!!!! Respekt!!!!!!

Det regnede en del da vi nåede “windy Point”, og vi havde vinden lige i hovedet. Det var en ret krævende nedkørsel, ca 10 km med snævre sving og masser af løse sten.

Superfed tur.

1802 Lørdag

I dag skulle turen gå til den episke og legendariske nyåbnede  Old Ghost Road. Jeg havde besluttet mig for ikke at cykle, da det er mega teknisk og mange højdemeter som mit knæ ikke har godt af. John og Steve ville afsted, men kun til den første hytte for vejrudsigten var bestemt ikke positiv; “thunderstorm” i 1300moh.

De startede ud i 26°C, og temperaturen faldt ikke ret meget selvom det begyndte at regne og blæse. Det havde regnet en del om natten så nogle steder var der små vandfald, der skulle passeres på sporet.

På billedet kan man  se skyerne trække sig sammen. De besluttede sig for at vende om. Guiden havde dagen før taget et snævert sving på hovedet så han var ikke så godt kørende.

Efter de var taget afsted gik Dale og jeg et par km op ad den samme rute. Vi blev mødt af en meget nærgående fugl som man kalder for en “robin”. Nuttet. Den hakkede lidt i sandalen.

 

Planen var oprindeligt, at John, guiden og jeg skulle have sovet i en hytte på “Old Ghost Road”, så vi måtte finde et andet sted at sove. Vi kørte til Reefton og fik de sidste 2 værelser i byen. Alt var fuldt booket pga et MC- træf og et veteranbilstræf.

1902 Søndag

Endnu en dag i historiens tegn. Vi har overnattet i Reefton. Den første by i NZ, hvor man i 1888 fik elektrisk lys både på et hotel og gadebelysning. Byen har indtil for nylig både brudt kul og guld, men man har lukket minerne. vi har cyklet Murray Creek track. Det er ikke et spor, der bliver brugt ret meget, hvilket er synd for der en mange steder hvor man kan fornemme historien om et hårdt liv i minerne. Der var sindssygt mange stejle trapper både op og ned som man kun kunne trække eller bære cyklerne på. John bar min, så jeg ikke skulle belaste knæet alt for meget.

 

På vejen tilbage kom vi forbi Black´s Point museum, hvor man bl.a. kunne se en stenknuser (battery stamper) smadre sten fra bruddet så man kunne få mineraler og guld ud.  Der var også et par renoverede motorer som kunne trække en rem  til f.eks en stenknuser.

De næste 2 nætter skal vi bo i et forhenværende hjem fra 1949 for sygeplejersker, med 30 værelser, fællesbad og toiletter. Meget charmerende. Stadig i Reefton.

 

2002 mandag

“Hviledagen” i dag blev brugt på mere historie, og en cykeltur i byen. Vi fik besøgt The Bearded Miners. Her har man lavet en kopi af et gammel skur/hus fra 1860-erne på 15 kvadratmeter af cedertræ, hvor en familie havde boet mens faderen gravede i minen. Der var 3-4 frivillige mænd (måske forhenværende ZZ-Top-medlemmer efter udseendet at dømme 😉 )  til, at vise rundt og forklare.

Vi fik fortalt og vist  hvordan man brugte et vaskefad til at finde guld, og hvilke andre mineraler og metaller man gik efter. Det var noget lidt andet end da man som barn selv gjorde det i Legoland ;-). Han var faktisk selv lidt overrasket over, at se en lillebitte flig guld i vaskefadet ” it´s not suppose to be there!!”. Reefton har virkelig været en rig by engang. Nu er de fleste butikker lukkede.

2102 Tirsdag

Vi forlader Reefton og kører mod Hokitika. Det er et dramatisk landskab med en blanding af floder, udtørrede flodsenge, vådområder og den sydlige bjergkæde, eller alper som de kalder dem hernede. Vi cykler Kaniere Water Race track.

Meget nem indtil vi nåede Kanieresøen, og så blev det ret udfordrende. John måtte igen bære min cykel pga latterlige trapper. Sporet blev meget smalt med en 1m dyb grøft på den ene side og skrænt på den anden side. Der var også en del forhindringer, der skulle forceres.

Overnatningsstedet er noget et for sig selv. Det er såkaldt “Glamping”. Det betyder glamourøs camping 🙂 Udendørs badekar og køkken samt et telt med dyreskind på trægulvet og en stor seng omgivet af myggenet, hvilket er helt uundværligt. Fedt – 2 nætter her ; -)

Kim som har stedet sammen med sin kone har inviteret os til middag. Alt er nærmest hjemmelavet eller “hjemmedyrket”. Der er grise, får og høns på matriklen. Stedet har været en guldmine, som man i 1956 stoppede med at grave i. Derefter tog modernatur over og skabte et grønt paradis. Der er 2 andre gæster (fra Frankrig) eller rettere “woofies”. Der er et slangudtryk for folk, der kommer på frivillig vis for, at arbejde for kost og logi.

Kim fortalte, at afstanden mellem Hokitika og Queensland er lige så stor som mellem Auckland og Wellington. Til gengæld bor der kun 33.000 mennesker, og Hokitika er den 3. største by på vestkysten. med 300o indbyggere. Hokitika har det eneste supermarked i 150 km omkreds.

2202 Onsdag

Vi har kørt en fantastisk smuk lang og nem tur i dag, nemlig en del af West Coast Wilderness Trail. Vi cyklede fra Kumara til Kaniere. Spiste madpakken midt ude i ingenting, men alligevel et sted man har lavet til et “Cowboy Paradise”. En sjov gimmick, hvor man går på saloon eller kan skyde efter ting. Der er også mulighed for overnatning, da hele sporet er på 136km. Sporet fører os forbi kysten, ind i regnskov og ud i sumpområder, store flodbunde uden ret meget vand med bjergene i baggrunden. Nogle af floderne får vand fra de 2 gletschere, Frans Josef og Fox længere sydpå. Vandet herfra har en meget smuk blå farve.

Efter sådan en lang cykeltur var det superskønt, at fylde det udendørs badekar 😉  – og lidt mærkeligt, ved tanken om, at Danmark har dårligt vejr.

2302 Torsdag

I nat så vi noget af det smukkeste man kan opleve – i min optik. Uden store byers lysforurening dukker der myriader af stjerner frem på himlen. Så mange og så tæt at man kan fornemme mælkevejen. Ubeskriveligt smukt. På en måde var jeg ked af ikke at kunne tage et billede og på den anden side utrolig opslugt af bare at opleve.

Endnu en rejsedag i dag. Vi skulle til Castle Hill som er mod østkysten og Christchurch. Inden vi forlod Hokitika nåede vi ind på “National Kiwi Center”. Det var vores eneste chance for, at se nationalfuglen. Det var forbudt at fotografere – fuglene ville blive megastressede fordi de er jo er natdyr. Dem vi så var på størrelse med høns, men der er forskellige slags Kiwier. Det er den eneste fugl der stadig har næsebor yderst på næbbet. Den lever primært at sandfluer. Der var også ål i et stort bassin på dette center. Mellem 80-100 år gamle, 2m lange og 25kg!! De var blinde pga alder så dyrepasseren var nødt til, at røre ved dem for, at få dem til at, æde det rå bøfkød de fik som foder.

 

På stranden i Hokitika afholdes der hvert år en konkurrence om hvem, der kan lave den bedste skulptur ud af sand og drivtømmer. Kunstværkerne får lov, at blive stående fra år til år.

Det ligner en forladt strand. Ingen badegæster. Måske fordi der er stærk understrøm i bølgerne fra det Tasmanske hav?

Endnu en gang fik vi set det vidunderlige landskab, og igen var det helt forskelligt fra det vi har set tidligere. Nu må vi endelig kalde det for bjerge. “This is real mountains all the other stuff is just hills”, siger Steve. Vi kravlede over “Athur´s Pass””, og forbi “Death´s Corner”. Der er heldigvis blevet lavet en omfartsvej over kløften som er mere sikker. Førhen skred der klippestykker ned på vejen og forårsagede ulykker.

Frokosten blev indtaget efter passet. Her lever endnu en særegen fugl, en Kea. En alpin papegøje, der er fræk som en slagterhund. Den elsker f.eks, at hive viskerbladet af vinduesviskerne på biler.

De sidste 2 overnatninger foregår i en alpin bjælkehytte lavet af douglastræ. Superlækkert sted og udsigten fejler heller ikke noget.

Det er ikke til, at fatte, at vi snart skal hjem igen. vi skal lige sove i Christchurch fra lørdag til søndag inden vi flyver hjemad. John og jeg lavede mad mens de 2 andre fik cyklet en kort, men hård tur. De laver mad i morgen.

2402 Fredag

Der var også mange stjerner på himlen i nat. Det blev dog overgået af en helt anden begivenhed; nemlig jordskælv!!! kl 02.15 vågnede vi ved, at hele huset rystede. Total mærkelig oplevelse. Der kom i alt 4 skælv. Epicenteret var kun 8km herfra og kun 8km dyb. 4.9 på skalaen.

Vi fik den sidste MTB tur i dag i det mest fantastiske landskab. Bjerge alle vegne, høj sol, blå himmel og ingen vind. Det kunne ikke blive bedre. Turen gik til Craigieburn tracks, hvor vi kørte Dracophyllum flat track og Hogs Back Track. Nærmest ubeskriveligt fedt – og hårdt. Det blev samlet til et par km gående opad.

2502 Lørdag

Eftersom vi ikke kunne komme i den nye bike park i Christchurch valgte vi, at se på  Castle Hill området inden vi kørte ind til byen og den sidste overnatning.

Det er kæmpe store kalksten, der bare er spredt ud over det hele. Kalksten fra dette sted er blevet brugt til mange bygninger i Christchurch bl.a. katedralen.

I 2011 var der et meget stort jordskælv, som dræbte mange mennesker og ødelagde mange bygninger. Midtbyen er stadig ved at blive genopbygget, og katedralen står stadig som et forladt monument over den store ødelæggelse sådan et skælv kan forårsage. Vi gik en tur gennem den botanisk have. Det er en kæmpestor have og meget smuk.

Vi har cyklet 330-420km, op til 6000 højdemeter, kørt 2500km i bil og boet 11 forskellige steder. Vi har oplevet det mest fantastiske landskab og de fedeste MTB-spor. De mennesker vi har mødt har været venlige og imødekommende.

Vores ferie er slut. Nu venter bare en lang flyvetur hjem. Vi glæder os også til at komme hjem og se familie og venner igen.

Tak fordi du læste med. Håber du vender tilbage for jeg vil skrive om andre MTB-ture store som små, korte som lange. Derudover vil jeg naturligvis også skrive når jeg har været på en skiferie. jeg vil også skrive om udstyr mm. Du er velkommen til, at skrive til mig, hvis du eventuelt gerne vil have en debat om et emne?

Tak til John for, at være den bedste rejsekammerat.

“Crank it up and shoot off”, som de siger hernede.

6 meninger om “New Zealand Big Tour 16-25 februar 2017, Sydøen”

  1. Herligt at se at I har haft en god tur indtil videre.

    MHT den gammel dreng på en gammel cykel… der er noget når det går opad med de gamle cykler… de er bare ikke så gode den anden vej!

    Fortsat god tur og godt at knæet kun blev til en midlertidig forhindring,.

  2. Hej Annette,
    Interessant artikel, som jo giver lyst til straks at booke en billet til NZ.

    To spørgsmål:

    1) Cyklede I også på nordøen? Jeg har ledt efter “resten” af turen, men kan ikke finde det på siden.

    2) Havde I jeres egne MTB’er med – eller lejede I dernede – givet fald går du måske af med et link?

    Mvh.
    Maria

    1. Hej Maria.
      Tak fordi du har læst min på min blog. Vi startede på Nordøen. Vi landede i Auckland. Hvis du scroller helt ned på siden kan du se at der er 3 sider i alt. Du finder historien om Nordøen findes her. Vi tog vores egne cykler med af 2 årsager. Vi har brugt meget tid, på at indstille cyklerne så de er optimale til os, og dels kostede det 1000 NZ dollars – ca 5000kr i leje for fully´er, for de 3 uger vi var væk. Jeg kan kun anbefale, at tage egne cykler med. Det var en superfed oplevelse, og vil skal helt klart derned igen 🙂
      Hvis du har andre spørgsmål er du meget velkommen til, at skrive igen.
      Venlig hilsen
      Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.