Kazakhstan og Kirgisistan – en episk MTB-tur i det centrale Asien.

 

Endelig kom vi hjem og har sovet fantastisk i vores egne senge. Man bliver jo lidt magelig med alderen. Vi har sovet på 1 cm “tykke” liggeunderlag. Av av. Det får man ikke nødvendigvis en god tiltrængt søvn af. Især ikke når underlaget ikke er jævnt.

Der var 13 deltagere i alt på denne tur, 3 par og 7 enkeltpersoner samt 1 guide. Folk kom fra England (Simon), USA (Valorie, David), Tasmanien (Carolyn), Australien (Garth & Karin, Anthony, Kin (oprindelig fra Hong Kong)), New Zealand (Peter&Wendy), Thailand(Bob, oprindelig fra USA). Vi var de eneste ikke-engelsksprogede personer.

Turen har været så fantastisk og eventyrlig som vi havde håbet på og forventet. Billederne retfærdiggør ingenlunde den smukke natur vi har set, men giver dog et indblik i hvordan der ser ud i disse 2 lande. På billedet nedenunder ses verdens 2. største bjergsø, Issyk Kul.

2/7 Mandag; til Turgen og Assy floderne.

Endelig skulle vi afsted. Først i bus 3 timer inden vi nåede Turgen Nationalpark som folk bruger til weekendophold og ferier. Vi skulle betale for at komme ind. Der lå intet affald overhovedet. Cyklerne blev læsset af følgebilen, en gammel militærbil, der kunne klare hvad som helst. John punkterede allerede inden vi var kommet rigtig i gang. Godt han er så hurtig til at fikse den slags 😉 Det varede ikke længe inden det begyndte, at gå opad. Mange af os måtte stå af og skubbe cyklerne frem.

Efter frokosten gik det behageligt nedad 30 km. Efter ca 20 km skulle vi krydse en flod, der var ½m dyb og med ret kraftig strøm. Både sko og strømper blev våde øv øv. Vi har set mange geder og får. Da vi nåede frem til lejren regnede det, men i madteltet var der stillet the og kaffe frem samt slik og kager. Lejren lå lige ved floden som larmede ret meget – men så kunne man jo ikke høre de andres snorken 😉 Udover vores telte havde mandskabet også slået et messetelt, 2 badetelte og et toilettelt op. I badeteltene var der en kæmpegryde med varmt vand og en mælkejunge med koldt (flod)vand desuden en vaskebalje til at blande vandet i, så man kunne blive vasket. Det var en behagelig overraskelse for jeg troede kun vi fik koldt vand. Toiletteltet dækkede et gravet hul i jorden. Det er faktisk ret anstrengende at lave squats når man lige har cyklet. Aftensmaden bestod af suppe til forret og dumplings (oksefars med løg i dampet dej) til hovedret.

Alle gik i seng kl 21.30. Det regnede og blæste kraftigt.

3/7 Tirsdag; til Sary Bulak floden.

 

Morgenmaden blev serveret kl 0800 og bestod af havregrød og 2 spejlæg med hvidt brød. Det skulle man lige vænne sig til. Afgang fra lejren kl 0900. En hård stejl dag i vente med 2 pas med ca 20-25% stigninger. Mellem de 2 pas var der et plateau i ~2400 meters højde. Her blev folk, der var smittet med gul feber for ca 300 år siden blevet sat i karantæne, og begravet. Det sidste stykke mod lejren var et superfedt stykke downhill. Teltene stod meget tæt, men længere væk fra floden.

4/7 Onsdag; til Chilik floden.

Morgenmad i fuld solskin kl 0800. Fra lejren gik det ad almindelig grusvej jævnt opad. Først over en almindelig bro og prøve at undgå alle de vandpytter der var kommet som følge af nattens regnvejr. Alle blev dog nødt til, at køre igennem en kæmpestor dyb og klam vandpyt – igen våde sko og sokker 🙁 Efter et dejligt downhill stykke holdt vi kaffepause. Frokosten blev serveret på en kold bakketop. Det var ret stejlt opad efterfølgende og det begyndte at regne voldsomt. Snart var hjulsporene fyldte med vand og det blev meget mudret og glat. Det lynede og tordnede sågar. Ret vildt. Derefter kom der en lang nedkørsel, der mundede ud i et meget teknisk svært segment. Vi var 6 og guiden der kørte dette stykke. Første sving var ok, og alle troede på at det nok skulle gå. Da vi så tog det næste sving stod alle af cyklerne for det var for svært. Sporet mundede ud i en fin jordvej hvor vi kunne køre rigtig stærkt. Broen der skulle krydses inden vi nåede til lejren var spærret med pigtråd som vi lige skulle forcere først. Vi nåede lejren kl 14.30. Følgebilen skulle samme vej, og dem som sad i den skulle således ud af bilen og gå ned ad segmentet da det var for farligt at have folk i bilen.

 

Da der var gået 2  timer, og følgebilen stadig ikke var kommet blev alle noget bekymrede. Al vores bagage var jo i bilen og vi var både våde og beskidte. “Madlastbilen” og 3 mand kørte følgebilen i møde. De andre var begyndt at komme til lejren gående. Det måtte jo betyde, at der var noget galt med følgebilen. Der gik yderligere 2 timer inden følgebilen og madvognen kom tilbage. Følgebilen havde knækket en aksel som chaufføren, Vladimir selv havde formået at skille ad og fikse igen. Helt fantastisk. Vi kunne få noget tørt tøj på efter et bad og noget aftensmad. For at toppe dagens begivenheder kom det lokale politi og spillede med musklerne. De ville have penge fordi de ikke mente, vi måtte slå lejr der. Så ville de se vores pas. De gik rundt i lejren med maskinpistoler. Det viste sig dog at der ikke var magasin i (morsomt)- men det var meget ubehageligt alligevel, og vores guide var tosset.

5/7 Torsdag; til Kegen floden.

Alle cykler var blevet læsset på følgebilen om aftenen dels fordi man var bange for at der kom nogle og ville stjæle dem dels fordi vi alle skulle starte med at køre i bilen da der kom 15 km kedelig opad. Vores guide ville forbi den lokale politistation for at klage. Han udpegede dem der havde været der dagen i forvejen, men de prøvede at nægte de havde været i vores lejr. Ham som ejer det selskab vi rejser med er gode venner med Præsidenten af Kazakhstan. Præsidenten vil gerne promovere turismen så der skal nok falde noget brænde ned 😉

Efter det kedelige stykke vej cyklede vi ind i en landsby hvor vi kunne proviantere lidt hos den lokale købmand. Folk købte slik og øl.

Efter provianteringen gik det naturligvis opad. 1. gear og lav kadence. Derefter en dejlig lang nedkørsel. Igen opad og så frokost. John havde ødelagt den ene cykelsko. Bunden var gået i stykker så clipsen var løs. Det fiksede han lige i frokostpausen med et søm, en hammer og nogle strips til, at holde den på plads igen. Der var heste overalt. Vi har aldrig set så mange gående løst omkring. De er alle brændemærket, men de gå derhen hvor de vil. Dagen sluttede af med en nedkørsel til lejren, hvor vi ankom ca kl14. Det betød vi kunne få vasket noget tøj og tørret det i det dejlige solskin. Øllet blev kølet i floden 😉 Da der var gået et par timer opdager vi at vi mangler en deltager. Han lå foran John og jeg da vi kørte ind på pladsen. mandskabet startede en lastbil, for at køre ud og finde ham. Han sad i vejkanten og ventede. Fjols. I stedet for at cykle tilbage.

 

6/7 Fredag; til Base camp Karkara.

Det er en hård dag opad! Forkortelserne B(breakfast), L(lunch) og D(dinner) blevet lavet om til Bloody Long Day!!!

Vi ramte heldigvis et plateau med asfalt så vi kunne få lidt fart på, og derefter en dejlig tur nedad. Vi cyklede igennem nogle små landsbyer, hvori vi kunne proviantere lidt. Simon punkterede og fik lappet dækket mens vi andre fik en tiltrængt pause.

Vi spiste frokost  kl 13 i 34°C varme. Vi cyklede videre ad en grusvej og vinkede til folk som kom ud af deres jurter for at se hvad det var for nogle tosser, der kom forbi.

Inden dagens sidste stigning cyklede vi langs et pigtrådshegn, der adskilte Kazakhstan og Kirgisistan. Klokken var næsten 17 inden vi nåede Base Camp. Alle havde set frem til dette, da det bød på telte, man kunne stå oprejst i samt et rigtigt bad.

 

7/7 Lørdag; Base camp.

Base Camp

Hurraaa. Heli-biking – noget vi alle havde set frem til. Vi skulle endelig prøve, at blive løftet op med helikopter for at cykle 100% downhill og finde vores eget spor ned ad bjerget.

Helikopteren var kæmpestor. Vi kunne uden problemer proppe 10 cykler, 14 personer og 4 besætningsmedlemmer ind i den.

Det var en kæmpeoplevelse. Det larmede en del, men ikke så meget som jeg havde forventet. Piloten lignede en mand på 60+ som, aldrig havde lavet andet end at flyve helikopter – meget betryggende!

Da vi var blevet sat af på toppen af et bjerg og helikopteren var lettet så nogle af de andre samt vores guide en stor brun bjørn nogle hundrede meter fra os. Den kunne ikke lide larmen så den luntede væk. Jeg er megaærgerlig over at jeg ikke fik den at se, for jeg troede nemlig kun der var bjørne længere nord på. Der var intet spor at følge så vi måtte selv finde på noget. Det var helt vildt spændende. Der var ret stejlt til, at begynde med så der gik flertallet af os ned. John kørte hele vejen og var faktisk den som “fandt” et spor vi andre kunne følge. Længere nede var der nogle dyrespor vi kunne køre på. Kæmpe blomsterenge bredte sig med mange forskellige sorter. Naturen var scenarisk og ubeskrivelig smuk. Vi fik desværre kun 5 km downhill, da den kløft vi skulle have kørt igennem var spærret at et stenskred. Flyveturen tilbage varede ca 12min.

Inden frokosten fik vi lige en kop kaffe og tid til, at vaske noget tøj, slikke solskin læse i skyggen eller hvad folk nu havde lyst til.

John og jeg var så heldige at blive tilbudt, at sove i en af de nybyggede jurter der var i Base Camp´en. Det var en stor oplevelse. Loftet har mønster efter det kirgisiske flag. Der kan være op til 6 personer i sådan en jurt. Der er 2 cm tykt filt som gulv, på væggene og på loftet. Stille, lunt og mørkt.

8/7 Søndag; Base camp

Jaaa endnu en dag, hvor vi skulle løftes op med helikopter 🙂  Vi havde en nemmere og meget længere tur i udsigt, så alle ville cykle. Morgenmad kl. 06.00, og afgang kl. 07.00. Vi lettede præcis kl 07.00 og fløj i 25 min før vi blev sat af på et plateau i 3600 hm. Der var sne på den nærmeste bjergside. Ingen bjørne, men regnvejr. John fik lagt så meget pres på sit baghjul, at noget af tubeless-væsken fes ud. Så måtte han lige fylde noget mere på og pumpe dækket igen. Det var en fantastisk nedkørsel på i alt ca 41 km og 1100 hm nedad. Vores guide var ubehjælpeligt bagefter for hans bagdæk havde næsten intet greb, og det regnede kraftigt og derfor var der masser af mudder. Det var heldigvis holdt op med at regne da vi mødte helikopteren igen og skulle flyves tilbage.

Vi var tilbage i Camp´en inden frokost. Det var en helt utrolig fed tur – både downhill og flyveturen.

Der var sommerlejr for en del børn, og de havde øvet sig på at spille og synge for os om eftermiddagen. De skulle spille på nationalinstrumentet; en dombra med kun 2 strenge. Det var meget sødt. Børnene har sommerferie fra 25/5 til 1/9.

 

9/7 Mandag; til Kokzhar floden.

Vi skulle spise kl 07.30 og alt skulle være pakket for vi skulle forlade Kazakhstan, og cykle ind i Kirgisistan. Det bliver en lektion i østeuropæisk grundighed. Paskontrollen var rekvireret til base camp, og alle skulle igennem kontrollen incl. vores mandskab. Det tog en lille time inden alle pas var blevet kontrolleret med billedgenkendelse og det hele. Manden, der ejer det selskab vi rejser med, og helikopteren har fået bygget en bro over floden mellem de 2 lande. Der var pigtråd i begge ender. Det kirgisiske militær var blevet rekvireret og stod klar på broen til de også kunne tjekke vores pas. Det tog ligeledes 45 min, og så kunne vi endelig cykle videre. Vi skulle cykle opad. Vi skulle overnatte i 3000 meter over havet – som den højeste beliggende lejr vi skulle være i. I teorien kunne det godt blive en kold overnatning. Vores guide fortalte, at  en gang hvor han havde en gruppe italienere med i August, havde det regnet hele dagen, og det sneede om natten så teltene kollapsede. Brrr. Vi lagde heldigvis ud med en skyfri himmel og høj solskin. Turen gik gennem en nationalpark, og vi mødte en del mennesker, som holdt ferie. En lang svag stigning over 40 km. Puha det var hårdt og varmt og utrolig smukt. Høje grantræer og brusende vand i floderne. Pludselig derude på den åbne græsslette stod en mand, der bød os indenfor i hans jurt. De boede egentlig på en gård 100km fra denne slette, men de havde søgt om tilladelse til at stille jurten op af kommunen. De havde taget 4 køer med på sletten og nogle får og geder. Man betalte en lejesum pr dyr. De boede der ca 3 måneder og nød det simple liv – men de havde da et lille solpanel og en lyskæde samt en mobiltelefon. Fra køerne bruge de mælken til at lave ost rullet til små boller som bare tørrede ude i solen. Det var ALT for salt til mig, men hunden kunne godt lide det 😉

Ost

 

Vi spiste også vores frokost i jurten. Stor oplevelse. De var meget gæstfrie. Det var dårlig stil, at sige Nej tak til mere the, og vores guide nåede at drikke mindst 8 kopper inden vi kunne liste derfra. Der var ikke så langt til vores lejr fra jurten, så vi havde en dejlig lang eftermiddag, hvor der var tid til øl, eftermiddagslur eller bjergbestigning eller noget helt andet. Det var et superfedt sted at slå lejr. Vi lå meget beskyttet, med lidt sne.

 

10/7 Tirsdag; til Sary Zhaz floden

Jeg var oppe for, at tisse i nat. Der var en ualmindelig smuk stjernehimmel. Meget svært at tage et billede af.

Vi skulle tidligt op, og alle havde stort set sovet ad H til for underlaget var vildt ujævnt. Først en led stigning, og så var der ellers udsigt til bjerge med sne på toppen så langt øjet rakte. Bjergkæden “Tian Shan” som betyder “himmelsk bjerg” ligger mellem Kina, Kazakhstan og Kirgisistan. Det 2. højeste bjerg hedder Ken Tengri, og er et man bestiger. Hele bjergkæden har UNESCO udpeget til verdensarv.

Tian Shan bjergkæde

 

Det går bare derudaf med et svagt fald. Vi når til nogle rockgardens af forskellig størrelse og længder. Lige pludselig synes jeg ikke min forbremse er så effektiv som den burde være. Det viser sig, at nogle er kommet til, at hive lidt i mine kabler, så bremsekablet faktisk er gået fra så bremsevæsken bare sprøjtede ud hver gang jeg troede jeg skulle bremse. John har heldigvis før skiftet bremsevæske på cyklerne, men det har jo været hjemme i garagen. Han klarede det dog med Bravour mens mange lige skulle kigge ham over skuldrene. Vi havde mange ting med som reserve, men ikke bremsevæske, men vi var heldige, for madbilen havde noget med. Grunden til, at madbilen var i nærheden var fordi vi alle skulle igennem et tjekpoint da vi bevægede os ind i et guldgraverområde i floden.

Forladt guldgraverdims

Turen forgik på såkaldt dirt road og jeg skal love for at det støvede, men det gik hurtigt. En knægt på 6-8 år red med os et stykke på en kæmpestor sort hest som han havde 100% styr på.

Tro det eller lad være men John punkterede igen!! Nu kom der så en slange i. Det var noget værre svineri for al tubeless-væsken skulle ud. Den første slange var ikke god, så han måtte sætte en anden i. Så havde vi heller ikke flere med i rygsækkene. Der løb en stor marmotte over vejen lige foran mig. Det er bare et meganuttet pelsdyr 🙂

På grund af paskontrollen var madbilen forsinket, så vi skulle selv være med til, at sætte teltene op. Det gik ret smertefrit. Der var stadig 30°C da kl var 17, men vi lå mellem bjergene og ned til floden så solen gik hurtigt væk.

 

11/7 Onsdag; Chon Ashu passet

Vi skulle meget tidligt op for den hårdeste dag var i udsigt. Vi skulle over et højtbeliggende pas. Desuden skulle alle igennem endnu et tjekpoint med paskontrol for nu skulle vi ud af guldgraverområdet. De skulle dog ikke se vores lommer, haha. Jeg cyklede de første 5 km, og derefter tog jeg plads i følgebilen, for jeg havde ondt i knæet og ville skåne det til den sidste tur. Turen ville gå 30km opad med en jævn stigning. Først virkede det lidt fjollet for det var ikke så slemt, men det blev det. Det begyndte at regne og efterhånden havde jeg selskab af den del i følgebilen. Da vi nåede toppen, havde Simon ventet i 40 min. Han var blåfrossen. Det begyndte tilmed at sne. Det var pivkoldt, og folk drak bare varmt vand for at få noget at styrke sig på. Endelig synes guiden at han skulle have et andet bagdæk på. Måske et lidt dumt tidspunkt at skifte på. De var seje og cyklede videre nedad på våd grus med masser af hårnålesving.

Længere nede blev det igen smukt vejr og vi kunne spise frokost i solskin.

De kunne køre rigtig stærkt på det sidste stykke inden vejen drejede og de fik lidt modvind. Vi kørte faktisk på vejen til Kina. Der var mange turister og det mindede lidt om et dansk sommerhusområde, hvor der er mange sideveje ned til husene. Masser af vand og træer. Tusindvis af bistader stod på store sættevogne som bare kunne flyttes derhen hvor blomsterne blomstrede. Med næstsidste cykeldag glædede folk sig til, at det var ved, at være slut. Man er lidt træt i kroppen og i r…

12/7 Torsdag; tilbage til Almaty med frokost ved Charyn Canyon.

Det regnede en del i nat, men var stilnet meget af da vi skulle afsted. Vi cyklede på asfalt til en start. Så åbnede sluserne ellers og det væltede ned. Sur røv. Vi skulle op gennem turens sidste pas – dog ikke så højt, men med en led stigning. Jeg måtte bl.a. af cyklen og trække. Ca. 50 km med regn. Der var intet træ eller en eneste lillebitte busk vi kunne komme i læ af. Der var desuden rimelig koldt, så det var bare om at træde i pedalerne. Vi blev enige om, at vi ville smide vores cykelsko ud når vi kom tilbage til Almaty. Mine ville aldrig blive ok igen, og John´s var jo sådan set gået i stykker og levede på lånt tid. Vi skulle gennem sidste paskontrol idet vi skulle fra Kirgisistan tilbage til Kazakhstan. Det blev et værre show. Først skulle vi have et stempel af Kirgisistan´s paskontrol, så skulle vi gå i “ingenmandsland”, hen til et lille kontor for at udfylde en slip papir, der gjorde os til midlertidige statsborgere i Kazakhstan samt 2 stempler mere i passet. Så skulle vi gå hen til sidste kontrol, hvor han skulle se, at vi havde fået 2 stempler og det lille stykke papir. Hold da op.  En af de kvindelige deltagere skulle tisse, og satte sig ude midt i “ingenmandsland”. Det skulle hun aldrig have gjort. De inddrog hendes pas. De skældte meget hende ud på forskellige beføjelsesniveauer alt imens guiden bad om godt vejr. Til sidst nåede hun øverstkommanderende som stod med passet i hånden og skældte ud iført forklæde for han var ved at lave mad. Morsomt 😉 Hun fik sit pas tilsidst.

Vel tilbage i Kazakhstan skulle vi pakke cyklerne ned i vores bagagebokse, som en anden bus var kommet med fra Almaty. Det var heldigvis holdt op med at regne, og vi havde fået noget tørt tøj på.

Den sidste frokost skulle nydes i en af Kazakhstan´s største turistattraktioner; Charyn Canyon, også kaldet Yellow Canyon på grund af ler og sandsten. Ca 90km lang, og er en del af en national park.

Det var meget smukt og meget trist på samme tid. Hvis man lod blikket være vandret var det meget smukt, men kiggede man ned var der affald alle vegne og ikke en eneste skraldespand. Det var et meget trist syn.

På vejen tilbage til Almaty var der mange monumenter i landskabet som denne store “guld”ørn fra det sovjetiske imperium.

 

 

 

Det var skønt at komme tilbage på hotellet og få et bad. Kl 19.30 havde vi en hyggelig afskedsmiddag. Folk havde mange forskellige flytider hjem. Vi skulle flyve kl. 08.50 fredag morgen, så vi skulle køres i lufthavnen kl. 06.00.

Det har været en fantastisk tur i uberørt natur med tusindvis af blomster, bjerge – både op og ned, godt selskab og måske venskaber, og god mad.

Nye eventyrer lurer både i indland og udland 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.